Stadig håb for Islev Torv
islevtorv_300607_BP.jpg
I 2007 var der liv og glade dage på Islev Torv, men sådan er det ikke længere. En ny dagligvarebutik på torvet skal være med til at sætte gang i den daglige kundestrøm, som de øvrige detailhandelsbutikker også vil have glæde af. “Det er en rigtig vigtig sag,” siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen. Foto: Arkiv
islev En ny detailhandels-rapport viser, at der med fordel kan etableres endnu en dagligvarebutik på Islev Torv.

Islev Torv har kundegrundlag til endnu en dagligvarebutik. Det viser en ny rapport fra ICP (Institut for Center-Planlægning), der har lavet en detailhandelsundersøgelse i Islev.

Arbejde sammen
Rapporten viser nemlig, at Islev Torv skal fastholdes som det væsentligste indkøbssted for dagligvarer i bydelen, og at endnu en dagligvarebutik er vigtig i forhold til overlevelsen af de øvrige detailhandelsbutikker på Islev Torv.
”Resultatet af rapporten betyder, at vi i kommunalbestyrelsen må arbejde sammen for at finde en løsning på, hvordan vi kan hjælpe Islev Torv og dermed også give plads til en dagligvarebutik mere. Vi skal også stadigvæk drøfte med Coop omkring den butik, de har, som stadig står tom,” siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen.

Annonce

En vigtig sag
En ny og større dagligvarebutik i tilknytning til torvet vil skaffe den nødvendige daglige kundestrøm for de mindre butikker.
”Det er en rigtig vigtig sag. Hvis der ikke er mere liv på torvet, er der en risiko for, at de andre butikker må lukke,” forklarer Erik Nielsen og fortsætter.
”Som kommunalbestyrelse skal vi også være med til at se på infrastrukturen, så det bliver nemmere og hurtigere at handle for dem, som skal derind. Det var også emnet sidste tirsdag på kommunalbestyrelsesmødet.”

Flere servicefunktioner
Rapporten fra ICP viser desuden, at der med fordel kan etableres flere kundeorienterede servicefunktioner, som vil kunne støtte Islev Torv som bydelscenter.
Kommunalbestyrelsen vil i det fremadrettede arbejde med udviklingen af Islev tage rapporten fra ICP med i overvejelserne.

Kommentarer

2 kommentarer om “Stadig håb for Islev Torv”

  1. Jan Quaade siger:

    Det er dejligt at høre, at COOP har taget beslutning om, at der slut juni måned åbner en DagligBrugs i de tidligere Fakta lokaler på Islev Torv.

  2. Hanne Dalsgaard siger:

    Vi har her sidst i juni fået en dagligvarebutik på Islev Torv, som vi ønskede os – det er bare så godt 🙂

    Der er ferietid nu, men der er allerede kommet liv på Torvet – kom selv og se.

    Vi holdt loppemarked (Orient Fodbold) og Torvedag 6. juli 2013, hvor butikkerne bød på mange gode tilbud i dagens anledning – stor succes.

    3. august 2013 afholdes nr. 2 af ovennævnte aktivitet, hvor vi har Zumba-event kl. 11.30 og 12.30 fra Balance Club, helstegt pattegris fra Oscars Cafe og du kan købe en øl til kr. 10.00 + mange andre gode tilbud, så kom og få pulsen op, gør et godt ‘loppe’-køb, samt bare deltag i festlighederne og de gode tilbud.

    Vi tror i Torvegruppen/Orient, at Islev Torv nok skal overleve (er i gang med at oprette en Torveforening, hvor vi løbende vil afholde nogle aktiviteter, så følg med på Facebook under Loppemarked på Islev Torv!)

    Glæder os til at se jer alle på Torvet med mange glade hilsner på Torvegruppens vegne Hanne Dalsgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top