ROG-gymnast på landsholdet
ida_ROG1.jpg
15-årige Ida Østergaard fra ROG skal i slutningen af maj til NM i Norge. Foto: Privat
Gymnastik For første gang i 10 år har ROG fået udtaget en gymnast til det danske landshold. Ida Østergaard skal i slutningen af maj til NM i Norge.

Et årti er gået uden gymnaster på landsholdet. Sådan har situationen været hos ROG (Rødovre og Omegns Gymnastikforening), men nu er det slut.

Fra den 24. til 26. maj skal 15-årige Ida Østergaard nemlig med til Nordisk Mesterskab i Elverum i Norge. Selv var hun overrasket, da hun hørte om landsholdsudtagelsen.

Annonce

”Der er nok flere ting, der spiller ind i forhold til min udtagelse. Jeg klarede mig blandt andet godt til DM i år, og jeg er inde i en god træningsperiode, hvor jeg træner godt og udvikler mig,” siger Ida Østergaard og fortæller om det kommende mesterskab.

”Jeg forventer en stor oplevelse af at deltage i sådan et stort mesterskab. Jeg ved, at gymnasterne fra de andre nordiske lande er meget dygtige. Jeg håber, at vores hold vil yde det bedste og få en god konkurrence. Så må vi se, om det bliver til medaljer eller ej.”

Yde det bedste
Når spørgsmålet går på egne forventninger, lyder det meget ydmygt fra den kommende landsholdsgymnast.

”Min personlige målsætning er at yde mit bedste, sådan at jeg kan være tilfreds med min egen præstation,” forklarer ROG-gymnasten, som har været aktiv med sporten i cirka syv år.

Ida Østergaard træner normalt 15 timer om ugen. En nødvendighed for at kunne være med.

”Jeg har talentet, og så er jeg stærk, modig, udholdende og koncentreret i min træning. Mine svagheder er en tilbagevendende skade i mine fødder, som gør, at jeg ikke kan springe så meget,” siger hun om egne styrker og svagheder.

Blomstret i foråret
En af Idas trænere, Børge Silberg, har oplevet en positiv udvikling hos den unge gymnast, der skal i aktion i Norge om godt to uger.

”Hun er vokset utroligt meget i efteråret og specielt her i 2013 og er blevet en meget mere effektiv gymnast i træningssalen,” siger han og fortsætter.

”Det er fantastisk dejligt at se Ida blomstre i dette forår. Hun suger til sig og bryder vaner. Der har tidligere været for meget vanetræning, men det er der så småt blevet lavet om på. Idas kvalitet er nok det skjulte talent, som vi ved, hun besidder, men som ikke har været dyrket godt nok før.”

Føle sig tryg
Børge Silberg forventer af NM, at Ida Østergaard vil tage tingene fra træningssalen med ind i konkurrencen. På den måde vil hun føle sig mest tryg og bedst stillet i forhold til at udføre øvelserne korrekt.

Idrætsgymnastik er en sport, hvor der bliver dystet i fire discipliner: spring over hest, barre-øvelse, bom-øvelse og gulv-øvelse.

Ida Østergaard_ROG
“Jeg forventer en stor oplevelse af at deltage i sådan et stort mesterskab,” siger gymnasten Ida Østergaard fra ROG. Foto: Privat

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top