Annonce


Røde Kors betaler din affaldsregning
affald-roedekors2_260608_BP.jpg
Det der måske er ment som en god gerning, ender ofte med at være en bjørnetjeneste af de helt store, når poser og kasser med ting efterlades foran Genbrugsbutikken. Faktisk koster det Røde Kors masser af penge at skille sig af med 'gennemblødte gaver'.

Som altid starter Røde Kors med at takke andre. Organisationen, der er ekspert i at hjælpe andre, ved godt, hvor vigtigt det er at sige tak. Det gælder også de Rødovreborgere, der påtænker Genbrugsbutikken med tøj, ting og sager.
“Men vi bliver meget kede af det, når vi møder op i butikken mandag morgen og det flyder med diverse ting og sager såsom papkasser og gamle malerbøtter, og tøj der ikke er lagt i poser foran containerne og er blevet våde, og diverse ting fra loppemarkeder, der har været afholdt i weeekenden,” siger butiksleder Ulla Spangtoft.
“Vi kan ikke sælge det i butikken, men må betale for at få det kørt til genbrugsstationen da vi ikke selv har råd til at have en lastvogn til bortkørsel. Det betyder jo, at vi har færre penge at gøre godt med til de lande der er ramt af katastrofer. Hvis containerne er fyldte kunne I ikke være så rare at komme med tingene, når butikken er åben, det har den i ugens fem dage kl. 10 til 17.30,” siger Ulla Spangtoft.

Hun fortæller samtidig, at det er ved at være tid for personalet til at holde ferie, og der derfor kunne blive brug for friske kræfter.
“Det ville være dejligt, hvis der er borgere, der kunne tænke sig at hjælpe til i butikken, jeg kan kontaktes på tlf. 44 94 64 25 eller E-mail: ulla.spangtoft@mail.dk,” slutter hun utrætteligt.

Annonce
zp8497586rq
Top