Annonce

Ny rekord til karate-kæmper
mikkel-hjorth-karate_03_020.jpg
19-årige Mikkel Hjorth fra Rødovre Karate Skole har gradueret sig til 2. dan som den yngste nogensinde i Danmark. Foto: Brian Poulsen
Karate Mikkel Hjorth fra Rødovre Karate Skole har som den yngste nogensinde i Danmark bestået gradueringen til det andet sorte bælte – også kaldet 2. dan.

Karate-kæmper Mikkel Hjorth, 19, klarede sig igennem nåleøjet og bestod den svære graduering om at få 2. dan i den ædle og mentale kunst, som karate er.

Rødovre Karate Skole havde tidligere selv sat Danmarksrekorden for 2. dan, da Josephine Andersen for år tilbage mestrede kunsten at graduere sig til det andet sorte bælte. Dén rekord tog Mikkel Hjorth sig altså kærligt af.

Annonce

”Selve gradueringen gik over al forventning. Jeg har ligget hårdt i selen siden nytår og har trænet to-fire gange om ugen indtil gradueringen. Udover det har jeg haft fokus på at koncentrere mig om karaten i hverdagen, hvor jeg har tænkt meget igennem,hvad der skal gøres bedre,” siger han.

Stædig og viljestærk
Den nye rekord-indehaver begyndte til karate som syvårig, og har altså 12 år på bagen som karate-udøver. I dag er han både børne- og voksentræner i klubben, og han nyder at se fremgang hos medlemmerne, når en teknik lykkes.

”Karate er også meget en mental træning, som hjælper en med at koordinere krop og sind. Jeg udskiller mig egentlig ikke særligt meget fra mine jævnaldrende, men jeg er bare meget stædig og viljestærk, når jeg virkelig vil opnå noget,” siger Hjorth og fortæller om det særlige ved karate.

”Jeg dyrker karate, fordi jeg falder tilrette i min træning. Jeg kan fokusere bedre og skaber min egen lille zone, hvor jeg kun koncentrerer mig om mig selv. Det er også god træning til hverdagen efter min mening.”

Mentalt aspekt
Rødovre Karate Skole blev grundlagt i 1991 af Palle Thoft, der var politielev fra Nordjylland. I dag ledes klubben af chefinstruktør og formand, Torsten Daugaard, der sammen med syv andre instruktører varetager den ugentlige træning af cirka 80 elever.

”Vi lægger stor vægt, på at der sker en udvikling af vores medlemmer både fysisk og psykisk. Karate har et mentalt aspekt, udtrykt som “karate-dos”. Det vigtigste formål ligger hverken i sejr eller nederlag – men i fuldkommengørelsen af den udøvendes karakter,” forklarer formanden og roser den nyslåede rekord-sætter.

”Det betyder noget for klubben, at vi har sådanne drenge/mænd som Mikkel, der kan inspirere de yngre – og ældre – medlemmer til at træne hårdere.”

Noget at stræbe efter
Mikkel Hjorth er derfor utvivlsomt et godt eksempel for medlemmerne i Rødovre Karate Skole. Det handler dog ikke altid om at være hurtig på stikkerne i forhold til at stige i karate-graderne.

”I sig selv er det ikke et mål at bestå til høje grader tidligt, men det sætter barren for, hvor tidligt man kan være rigtig dygtig. Det giver de yngre medlemmer noget at stræbe efter,” slutter Torsten Daugaard.

I Rødovre Karate Skole træner medlemmerne for at blive dygtigere, end de er, og ikke for at blive bedre end andre. Skolen har tidligere fostret en Europamester og har haft en lang tradition for konkurrencekarate.

Herudover er der et stærkt socialt bånd i klubben, blandt andet takket være træningsture til udlandet, hvor træningen har været centreret om det tekniske i kampsporten.

Fakta
Klubben træner stilarten Wado-Ryu, som betyder “fredens vej”. Wado-Ryu er en af de fire hovedstilarter og har rødder i den traditionelle japanske kampkunst, som samuraierne dyrkede. Konkurrencemæssigt bliver der kun udøvet markeringskarate – det vil sige, at der ikke er hård kontakt og kun kontrolleder-teknikker er tilladte.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top