Annonce


Kort om sport
Vi runder fodbold, ishockey, cykling og løb fra den forgangne uges sport i Rødovre. Klik ind og læs mere.

Fodbold. BK Rødovre vandt en sikker sejr på 3-0 i lørdags på hjemmebane mod BK Fix i serie 1. Trods sejren bliver klubben dog på en position som nummer fire i rækken med fem point op og fem point ned. I weekenden står holdet over.

Fodbold. BK Rødovres damer snuppede også tre point i lørdags, da gæsterne fra FQ Bornholm blev sendt tilbage mod øen med et nederlag på 2-1 i Københavnsseriens kvalrække. Anfører Heidi Christoffersen scorede begge mål – det ene på straffe – og øjner oprykningen.
”Vi er et skridt nærmere oprykning efter en spændende kamp mod stærke FQ Bornholm. En samlet tro på tre point, efter at have været bagud hele kampen, førte til sejr. Rødovres damer er meget tæt på oprykning nu,” siger hun. Efter syv kampe har holdet 15 point og fører rækken af seks hold. Der resterer tre kampe, og torsdag lyder opgaven på kombineret ude- og topkamp mod Amager FF.

Annonce

Ishockey. Rødovre Mighty Bulls er godt i gang med at forme holdet til den kommende sæson, der begynder til september. Senest har tyrene fået underskrifter fra angriberne 18-årige Emil Møller Rasmussen og 22-årige Ulrich Linnet. Med de seneste signinger tæller holdet indtil videre to målmænd, fire backs og 10 forwards.

ultich-linnet_RMB-Copenhage

Ulrich Linnet er den seneste spiller, der har gentegnet med Rødovre Mighty Bulls for den kommende sæson. Foto: Arkiv

Cykling. I lørdags blev der kørt cykelløb i Hedehusene – et gadeløb på en 3 km rundstrækning. CK Fix gjorde rent bord i børneklasserne. Gustaw Wang vandt i U11-klassen, Thorolf Rønhede i U13-klassen samt Kristian Kaimer Eriksen i U15-klassen.

Løb. 41-årige Leon Skriver Hansen deltog for nyligt ved DM på 100 km. Han kæmpede sig frem til medaljer ved dysten, der løb af stablen i Bramming ved Esbjerg. Det blev til sølv sammenlagt og guld i hans egen aldersklasse. Læs mere om præstationen og årets helt store, kommende mål i den nærmeste fremtid her i avisen.

leon
Leon Skriver Hansen deltog for nyligt ved DM i 100 km i Bramming ved Esbjerg. Foto: Privat/arkiv

Motionsløb. På søndag den 2. juni er det igen tid til Damhusløbet. Du kan vælge mellem distancer på 2,6, 5,4 eller 7,8 km rundt i smukke omgivelser. Alle kan være med uanset niveau. Løbet afvikles den første søndag i hver måned, og du kan tilmelde dig på www.sportsaktiviteter.dk til overkommelige priser.

zp8497586rq
Top