Annonce

Hvem går ud med skraldet?
chrumme-skrald.jpg
Foto: Sille Olesen
chrumme Hold nu kæft! Jeg har lige modtaget en bog og hele 3 (TRE) affaldsstativer. Jamen, kære kommune, tak for det.

Mine unger er ellevilde med den nye affaldsordning…nu slipper de sgu da for at gå ud med skraldet. De har simpelthen ikke de faglige kompetencer til jobbet.
Jeg vil sidde vagt ved postkassen – den med de rigtige mål og placering – og vente på at AOF’s vinterkatalog dumper ned. Så må jeg straks tilmelde mig og hele familien til kurset “Affalds-Sortering – Kvalitetstid for hele familien”. Så må vi krydse fingre for, at vi alle består kurset på én sæson.
Bare det almindelige husholdningsskrald skal sorteres i seks forskellige kategorier. Det er sgu fint, nok. Men hvordan fanden skal jeg kunne sortere seks slags affald under køkkenvasken?
Det er i hvert fald sidste gang jeg æder en “Lørdagskylling” – Det var ellers så nemt. Du piller cellofanet af og paplåget. Stiller foliobakken i ovnen og efter 55 minutter er der dejlig kylling. Men når du så skal rydde op, så tager det længere tid. Kyllingeskroget skal i bioaffald, foliebakken i metalaffald, cellofanet skal i restaffald og pappet skal i plastaffald. Nå, men man skal jo bare være glad for at man ikke sidder i kørestol – for så kunne man slet ikke nå låget på skraldespanden.
Min søn har den alder, hvor han kan erhverve sig et kørekort. Må jeg henlede jeres opmærksomhed på, at en teoribog er på 151 sider, hvor “Affaldshåndbogen 2012” – som Rødovre Kommune har begavet mig med – er på 39 sider (NI-OG-TREDIVE)!!! Det er jo for sygt.
Storskrald kan du godt glemme at komme af med, med mindre du er universitetsuddannet. Hvis du synes, at du havde problemer med skemaet over det Periodiske System i fysiktimen, så vent til du ser skemaet over storskrald.
Hvordan er det nu lige med spejle på 0.50×0.50 m? – skal de til storskrald eller afleveres på genbrugspladsen? Dem kan jeg stille til storskrald. Men ikke hvis de er 0.51 x 0.51 cm, så må jeg starte min Audi (den med en 3.2 liters benzin motor som kører 8 km på literen) og køre ned på genbrugspladsen. Jov jov, vi skal jo tænke “grønt”.
Sofaer med eller uden fjedre? Dem tager storskrald – begge dele (jeg ved så ikke, hvorfor man lige skelner mellem sofaer med og uden fjedre).
Plastic-tagrender kan du dog trygt smide i beholderen til plasticaffald. Hvordan man så for proppet en tagrende ned i skraldespanden, går over min fantasi. Det samme kan du gøre med zinktagrender – de skal bare i beholderen til metalaffald. Jamen, god held og lykke med det.
Skemaet fortæller også, hvad du skal gøre ved PLASTIKbøtter, PLASTIKemballage, PLASTIKflasker og PLASTIKposer. Ja de skal sjovt nok ALLE i beholderen til PLASTIK. Det er åbenbart ikke præcist nok at skrive, at PLASTIK skal i beholderen til PLASTIK…nårh nej…det kan jeg godt se – dumme dumme mig – for det er ikke ALT plastic, der skal i beholderen til plastic. PLASTIK udstik fra piller – de skal naturligvis ikke i beholderen til PLASTIK men i beholderen til RESTAFFALD…Det er jo logisk.
Jeg kan mærke, hvordan mine testikler bliver længere og længere. Hvorfor gøre det nemt, når man kan gøre det pis-hamrende-krudt umuligt?
Også skal man huske på, at man ikke må klunse ting fra genbrugspladsen – næ, tænk hvis noget kunne genbruges af nogle andre. Det er jo på ingen måder miljørigtigt.
Skid i havet. JEG har fundet løsningen. Jeg bor lige ned til Damhusengen, så Jeg vil skide på de 3 beholdere. Jeg samler hele lortet i en sort affaldssæk og smider det i skraldespanden nede på Engen. Der står der ikke noget om, at jeg skal sortere lortet først.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top