Godt tramp i CK Fix
CK-Fix_Herlev.jpg
Her er det Sebastian Vive Rasmussen, der er i aktion i Herlev for CK Fix. Foto: Privat
Cykling I CK Fix er sæsonen godt i gang, og flere af de unge cykelryttere har markeret sig positivt fra første tramp i pedalerne.

Ved startskuddet på den nye sæson på landevejene havde den lokale cykelklub CK Fix hele 28 ryttere med licens til at køre konkurrence.

Klubben er p.t. på en samlet femteplads på den sjællandske rangliste, selv om den kun er repræsenteret ved børne- og ungdomsryttere. Der er flere flotte individuelle placeringer imellem.

Annonce

Gustav Wang er suveræn etter i U11-klassen, mens Tobias Lund Andresen er toer i U13-klassen. Wang er 1. års-rytter. I U15-klassen er der hele otte ryttere på rangslisten uden nogen top 3-placeringer.

”Resten af sæsonen ser rigtig lovende ud, og der skal nok komme en masse point og
pokaler med hjem til Rødovre,” siger Tommy Eriksen fra CK Fix.

40-50 løb på en sæson
Vi har gravet lidt dybere i cykelsporten for at give en fornemmelse af, hvad der kræves for at kunne præstere hele sæsonen på de danske veje. Tommy Eriksen forklarer lidt om træning, selve løbene og antal årlige kilometre.

”Som udgangspunkt trænes der udendørs hele året. Hvis vejret tillader, så trænes der på landevej en gang om ugen, typisk weekend, og to gange om ugen i landevejssæsonen. Sidste måned op til sæsonstart er det tre gange om ugen,” siger han og fortsætter.

”Landevejssæsonen strækker sig fra primo april til ultimo september med lidt løbspauser i
sommerferieperioden og mindst ét og oftest to løb hver weekend. Afhængig af tid, lyst, ambitioner og midler, kan de unge ryttere derfor komme helt op og køre mellem 40 og 50 løb på en sæson, når etaper i etapeløb medtages.”

Cykelcross er voksende
Når vejret begynder at vanskeliggøre færdsel for de tohjulede på landevejene, tager nye omgivelser over.

”Primo oktober starter så både banesæson og cykelcrosssæson. Selve banesæsonen varer til cirka medio marts, hvor der ikke køres flere stævner. Ikke alle ryttere kører på banen, men dog de fleste ryttere fra CK Fix. Sideløbende med banen køres der cykelcross,” forklarer Eriksen.

Cykelcross er en mindre del af sporten, men er dog voksende, og CK Fix har fine traditioner. I januar afsluttes sæsonen med et DM.

Individuelle målsætninger
Rytterne kan have individuelle præferencer i forhold til de enkelte grene af sporten. Målsætningerne vil derfor typisk også variere over en sæson.

”Målsætningerne er meget individuelle, og rytterne er meget bevidste om, hvor deres niveau ligger i forhold til deres konkurrenter. Samtidig kræver de forskellige discipliner i cykelsporten varierende spidskompetencer, så man kan godt ligge forskellige steder i hierarkiet afhængig af disciplin,” siger Tommy Eriksen.

”Men overordnet er det nok Danmarksmesterskaber for de bedste og dernæst pointgivende placeringer for de næstbedste.”

3.000-10.000 km
For de ældste ryttere i U15-klassen og ældre ryttere begynder der at være mulighed for at blive udtaget til distriktshold og bruttolandshold.

Hvor mange kilometre cykler en gennemsnitlig ungdomsrytter så på en hel sæson? Der er ikke noget klart svar på spørgsmålet, da det er meget individuelt fra rytter til rytter.

Fra U11-klassen til U17-klassen svinger antal årlige kilometre typisk fra 3.000 til 10.000 afhængig af træningsflid og antallet af løbsdeltagelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top