Annonce

Forløsende sejr til Avarta
Avarta-birkeroed_01_210413_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen/arkiv
Fodbold Det var en forløsning for Avarta, da holdet onsdag vandt lokalopgøret ude mod Herlev i 2. division øst. Det var samtidig forårssæsonens første sejr.

Herlev-Avarta 0-3 (0-0)
0-1 Mohammad Ali (62’)
0-2 Morten Hauglund (78’)
0-3 Mikkel Dahl (90’)

Avarta-træner Christian Grønbæk havde på forhånd kaldt lokalderbyet mod Herlev for ’en dræberkamp’. Langt hen ad vejen var det også tilfældet med den uafgjort stilling, men i sidste ende var det hjemmeholdet, der måtte strække hals.

Annonce

Avarta lagde ud med første mål efter godt et kvarters tid i anden halvleg og øgede sejren med to mål hen mod slutningen af matchen.

”Det var en stor forløsning og super dejligt endelig at få tre point. Men det blev en ligeså hård kamp, som vi havde forventet. Det var en fantastisk sejr, og der var stort humør og glæde bagefter,” siger Christian Grønbæk og fortsætter.

”Vi var godt klar over, at sådan en kamp aldrig ville blive køn. Drengene arbejdede for det, og der var momenter, hvor vi var presset, men også momenter, hvor vi havde gode chancer og scorede mål til sidst. Det var én lang fight på en rigtig græsbane, der var tung at spille på.”

Gode omstillinger
Spillet gik meget frem og tilbage med gode chancer i begge ender. I omstillingsspillet var de grønblusede imidlertid de stærkeste.

”Vi fightede os igennem og fik scoret det første mål. Vi havde nogle gode omstillinger, hvor vi kom op mod deres mål. Det var en kamp, hvor nerverne var uden på tøjet, hvor der skulle kæmpes det allerbedste,” forklarer Avarta-coachen, der ikke lægger skjul på glæden over endelig at få bolden i kassen.

”Det var rigtig dejligt at få sendt boldene ind, og vi har nu scoret fem gange i de sidste to kampe. Lad os håbe, at det er en ny tendens med flere må. Det er det, vi har arbejdet for.”

Forventer ikke dominans
To tredjedele af sæsonen er færdigspillet, så der venter 10 kampe forude, som skal definere Avartas skæbne i bunden af 2. division øst.

”Vi ved godt, at vi skal mere end kæmpe for at være med i rækken. Der er ikke noget, der er afgjort endnu. Vi har de spillere, der skal til, for at kunne overleve i 2. division. Men jeg forventer ikke, at de sidste 10 kampe bliver nogle, hvor Avarta kommer til at styre det hele,” erkender Christian Grønbæk.

Hårdt program
Det er et hårdt program, Avarta er igennem i øjeblikket med to kampe om ugen i tre-fire uger i træk.

Kan spillerne klare det hårde program i øjeblikket med to kampe om ugen?

”Ja, selvfølgelig kan de det. Det er noget vås at sige, de ikke kan. Jeg ved godt, der er mange fodboldtrænere, der siger, at man ikke kan spille to kampe om ugen. Man kan så bare lade være med at træne alle gangene. Spillerne kan og skal kunne klare det,” vurderer Christian Grønbæk og fortsætter.

”Selvfølgelig er der nogen, der mener, at spillerne ikke bliver så sultne til kampene, fordi de kommer hele tiden. Der er ikke noget fysiologisk, som siger, at de ikke skal kunne klare to kampe om ugen. Det synes jeg også, vi har set indtil videre.”

Med sejren i Herlev fik Avarta lidt luft til nedrykningsstregen, hvorunder netop Herlev befinder sig – med fire point færre end mandskabet fra Espelunden lige over stregen.

På søndag fortsætter perlerækken af kampe med hjemmeopgøret mod lokalrivalerne fra Hvidovre. En ny derbykamp, hvor gæsterne og ligaduksen er klare favoritter i kraft af deres førerposition i rækken.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top