Annonce


Coop smider en bombe i Islev-sagen
fakta-islevbrovej_03_140313.jpg
I slutningen af juni måned åbner Coop efter massivt borgerpres en Dagli’ Brugsen i de tomme lokaler på Islev Torv.
islev Efter at have været lagt for had og være blevet boykottet i Islev, smed Coop tirsdag aften en bombe i Islev-sagen. Nu vil man åbne en Dagli’ Brugsen i de tomme lokaler på Islev Torv for at være med til at skabe mere liv.

“Vi måtte hele tiden bære nye borde ind,” sådan beskriver Rødovre Kommunes ansatte det stort anlagte borgermøde om Islevs fremtid sidste tirsdag.
Folk strømmede ganske enkelt til mødet på Islev Skole, hvor især ét punkt var på alles læber.
Hvad skal der ske med de tomme lokaler på Islev Torv.
Det var derfor en stolt borgmester, der lod lidt af en bombe sprænge på mødet.
“Coop har meddelt, at man allerede i slutningen af juni måned vil åbne Dagli’ Brugsen i de tomme lokaler,” forklarer Erik Nielsen.

Godt alternativ
Han roser borgerne i området for at have råbt højt og været med til at lægge pres på Coop om at sikre mere liv på Islev Torv.
“Vores helt nye markedsundersøgelse viser klart, at der er grundlag for to butikker. Som kommune må vi nu se på om vi skal gøre endnu mere for at sikre et naturligt flow til torvet. Måske ved at åbne op under motorvejen eller lave torvet, så man kan sive igennem,” siger Erik Nielsen.
I Coop håber udviklingschef Ulrik Olsen, at borgerne vil tage godt imod den nye butik, som han mener vil blive et godt alternativ til Fakta, der ligger nogle hundrede meter væk.
“Vi mener, at vi får den bedste kombination med en discountbutik med lave priser og en nærbutik med større udvalg og service. De vil supplere hinanden, og samlet gøre området mere attraktivt som indkøbssted,” siger Ulrik Olsen.
Dagli´Brugsen består af 375 butikker på landsplan med en samlet omsætning på knap 9 milliarder kr. Butikkerne satser på især friske fødevarer, frugt og grønt, brød, kød – og har et udvalg, der er flere gange større end discountbutikkerne.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top