Annonce

Børnefestival for alle sanserne
boernefestival-teater_04_24.jpg
'SanseLAND af en ART' kaldes årets børnefestival den 28. og 29. maj, hvor børn får udfordret alle deres sanser på en sjov og festlig måde.

Sanserne bliver for alvor skærpet, når rådhusplænen tirsdag og onsdag ligger græs til den årlige børnefestival. En kulturfest for alle børn i dagpleje- og daginstitutioner i Rødovre. I år der nemlig fokus på land art og sanser.
”Det betyder, at vi i år gør en endnu større dyd ud af, at vi befinder os i det udendørs rum. Hver institution og legestue har fået til opgave at udsmykke en paraply – og de vil så udgøre et fælles ‘kunstværk’ på selve festivalpladsen. Derudover vil der være et stor træ-spiral-mønster, som børnene også kan gå på line på,” forklarer børnekulturkonsulent, Line Horn Andersen.

Fårår
Hun understreger, at festivalen ikke er et sted, hvor man bare kigger på. Børnene skal også skabe noget land art på selve festivalen. En af aktiviteterne bliver at lave et ”FÅRårs-land” med hjælp og inspiration fra Signe Busk Nielsen fra Heerup Museum. Her skal børnene lave et landskab med små træer, bakker, huse, bittesmå vandløb og ikke mindst indhegning til diverse fåreflokke. Fårene kan børnene selv lave ovre i Natur-Transmogrif-pavillionen, hvor fåreavler Pernille Haugaard Jensen står klar til at guide børnene med at lave deres egne små uldne får.
”En anden aktivitet, som børnene kan kaste sig over, er Marbling Art – en særlig male teknik, hvor man maler på vand – og her får de hjælp fra kunstner Türkan Geyik. For dem, der er til de lidt større armbevægelser, er der mulighed for at bidrage til to kæmpe lyd-malerier. Her kan børnene, inspireret af henholdsvis klassisk musik og rock-musik, male løs. Det bliver spændende at se, om man bagefter kan se forskel på de to malerier,” siger Line Horn Andersen.

Annonce

Sjove sanser
Når det hele nu handler om sanser, er det oplagt at lade børnene gå ind i et telt fyldt med sommerfugle. Der er også mulighed for at gå på opdagelse i et helt mørkt telt, hvor man kan prøve at se forskellige ting med hjælp fra en lommelygte. Eller hvad med at prøve en tur med bare tæer på sten, kartoffelmel, uld og ”glasskår”. Køkkenpersonalet fra Ørbygård serverer forskellige små smagsoplevelser for børnene, hvor de kan smage både surt, sødt, salt og bittert.
Rødovre Bevægelseskompagni byder på forskellige idrætslege. Her kan børnene leve livet farligt som fisk i et stort hav med glubske hajer. Eller prøve deres hurtighed, præcision og undvigemanøvrer i kampen mellem trælle og slemme, slemme vikinger. Men derudover, er alting som det plejer.
”Igen i år kan børnene prøve forhindringsbanen, hoppe på hoppeborg, affyre Angry Birds-rambukken, spille bold på fodboldbanen og meget andet. Når børnene bliver udmattet ovenpå alle de krævende aktiviteter, kan de slappe af i læsehulen i det store cirkustelt eller ved bålet med snobrødsbagning,” siger Line Horn Andersen, der har så meget på hjertet, at hun lige når at tilføje en ting mere til listen:

”Sidst men ikke mindst er der musikalsk underholdning i topklasse. Tirsdag åbner Ulla Abdullas Cocobongo Band scenen med deres iørefaldende og dansevenlige Sille Krokodille Show. Og onsdag får både børn og voksne mulighed for at tromme med det bedste de har lært, når Peter Altmann fyrer op under det vildeste stomp-show.”

zp8497586rq
zp8497586rq
Kommentarer
Top