Annonce


Voldsramte kvinder hjælper hinanden
roedovre-kommune1_130910_BP.jpg
Der er så mange voldsramte kvinder i Rødovre, at de nu vil lave deres egen forening. Foto: Arkiv
voldsramte Hver tirsdag mødes voldsramte kvinder fra Rødovre i Taastrup. Nu vil lokale kvinder skabe et fristed her i byen.

Tusindvis af danske kvinder lever i dag hemmeligt i et voldeligt forhold. Det kan i sig selv være svært nok. Næsten lige så svært er det dog for de kvinder, der enten har taget et opgør med volden, eller som er parat til Voldsramte kvinder. Det er nemlig ikke altid lige let at lægge fortiden bag sig, hvis den har været fyldt med vold.
Heldigvis findes der steder man kan gå hen, og mennesker man kan tale med. Eksempelvis besøger en stor gruppe kvinder fra Rødovre hver tirsdag et samlingssted for voldsramte kvinder. Desværre skal de helt til Taastrup for at kunne dele deres frygt og tanker med hinanden.
“Vi mødes og får luft og får hjælp, og måske et anderledes slags los i røven, end vi er vant til. Det er både rart og styrkende at mødes med andre, der har prøvet det samme,” siger Anne-Lene Charlotte Thomsen.
Hun er en af flere kvinder, der mødes fast i Taastrup, hvor man har lagt mærke til de mange gæster fra Rødovre. Derfor vil man gerne hjælpe kvinderne i gang med at starte deres egen lokale afdeling.

Mangler hjælp
 Det kræver dog hjælp fra kommunen, understreger initiativtager Anne-Lene Charlotte Thomsen fra Landsforeningen for voldsramte kvinder.
Nogle kvinder får ikke anden hjælp fra det offentlige, end hjælp til at komme på krisecenter, hvor de måske sågar selv skal betale regningen. Det er ifølge de to kvinder med til at få mange voldsramte kvinder til at flytte tilbage til dårlige forhold.
“Man føler sig helt fortabt, og får lyst til enten at gå under jorden eller flytte tilbage,” siger Anne-Lene, der selv måtte flytte hjem til sin søster efter at have sagt sit job op i Jylland.
“Det er umuligt at leve uden penge, og så samtidig skulle betale afdrag på et hus, man ikke længere tør nærme sig. Så har man virkelig brug for hjælp, og hvis man ikke får den af kommunen, kan man nogle gange få det af andre, der har været i samme situation. De ved, hvor man kan gå hen, og hvilke rettigheder man har,” fortæller hun.
Det er dog langtfra kun unge kvinder, der lever i en endeløs voldsspiral.
“Forleden hjalp vi en 69-årig kvinde, der også blev udnyttet under sin opvækst. Alle hendes kærester havde været voldelige, men nu var hun klar til starte et nyt liv uden vold,” siger Sanne Cellina Helene Graffe.

Annonce

Fælles arrangementer

Hun håber, at Rødovre Kommune vil være med til at hjælpe foreningen i gang, også hvis det går ud over, hvad man normalt kan i Frivilligcenteret.

“Der er brug for lokaler, hvor kvinder der er meget udsatte, tør komme uden at føle, at nogen kigger underligt på dem. I Taa- strup har vi arrangeret selvhjælpsgrupper, klippeaftener, maling, foredrag og økonomisk rådgivning, så man kan undgå, at den voldelige mand også banker en bankerot,” siger Sanne Cellina Helene Graffe.
Anne-Lene Charlotte Thomsen er ikke i tvivl om, at der er brug for en afdeling i Rødovre.
“Det kan vi jo se på, hvor mange fra byen, der tager helt til Taastrup. Men overordnet set, har man i vores situation brug for et sted, hvor man kan møde andre i samme situation, så får man et netværk man kan trække på. Ellers ender man ofte med at tænke, at det nok er sin egen skyld,” siger hun.
Rødovres Social- og Sundhedsformand, Britt Jensen hilser den nye forening velkommen.
“Det er en rigtig god ide, og jeg er heller ikke i tvivl om, at vi har brug for en sådan forening. Det er desværre et tabubelagt emne og vi har også kvinder i Rødovre, som har brug for sådan en forening og selvhjælpsgrupper. Jeg er glad for at høre om initiativet og vi hjælper meget gerne,” siger Britt Jensen og fortsætter:
“Mange mennesker ville undres over, hvor mange kvinder, som ender i en sådan ulykkelig skæbne og har svært ved at komme ud af det voldelige forhold. Og her skal kommunen selvfølgelig hjælpe kvinderne og børn med akuthjælp. Og den frivillige verden vil være helt oplagt med en forening og selvhjælpsgrupper. Et sted, hvor man møder ligesindede på lige vilkår. Det har min fulde opbakning.”

Brug for et frirum
Britt Jensen understreger, at et tiltag i retning mod et frirum for voldsramte kvinder er i tråd med kommunens frivillighedspolitik, hvor foreningen kan få både økonomisk støtte og hjælp til opstart.
“Jeg vil foreslå forenin- gen, at kontakte vores frivilligkoordinator, Lars Thorndal i Frivilligcenteret – hvor der både er mulighed for at få hjælp til opstart, lokaler og start af selvhjælsgruppe. Vi har store ambitioner for det frivillige arbejde i Rødovre – vi er forgangskommune på det frivillige område, og bruger mange penge og medarbejdere på dette arbejde – med frivillighedcenteret i spidsen og derfor er foreningen naturligvis meget, meget velkommen,” påpeger Britt Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top