Annonce

Taget de unge under vingerne
michael-smidt_RMB-Bluefox_QF4_2013_02_080313_BP.jpg
Kaptajn Michael Smidt lader sig hylde af fansene i Rødovre Skøjte Arena. Foto: Brian Poulsen/arkiv
Ishockey Rødovre-kaptajn Michael Smidt forklarer, at han i den afsluttede sæson dels har haft fokus på at hjælpe de unge, dels at fokusere på holdets generelle tilstand.

Bronzemedaljen til Rødovre Mighty Bulls bliver endnu flottere, når man tænker på, hvor lav en gennemsnitsalder holdet har. De unge spillere har igen sparket kraftigt på i tyrestalden og vist sig frem.

For at kunne begå sig på et stærkt og professionelt elitehold, kræves der en vis vejledning fra en af de ældre spillere – den rolle tog kaptajn Michael Smidt ikke uventet på sig.

Annonce

”Som kaptajn går meget af mit fokus på, at jeg hele tiden er opmærksom omkring, hvordan de unge spillere har det. Og generelt hvordan holdets tilstand er. De unge har fået at se, hvordan det foregår på et elitehold, og hvordan man skal være trænings- og indstillingsmæssigt,” siger den 33-årige forward og fortsætter.

”De har helt sikkert kunnet lære noget. Jeg håber, de har taget det til sig – både når jeg er der, og når jeg ikke spiller mere.”

Båret et stort læs
Personligt er han også nogenlunde tilfreds, men han kunne godt have ønsket sig flere point undervejs i specielt grundspillet.

”Jeg synes, det er gået meget godt. Jeg havde nok håbet på lidt flere point på nogle vigtige tidspunkter. Arbejdsmæssigt synes jeg, jeg igen har leveret en rigtig god sæson,” siger Rødovre-kaptajnen og fremhæver, i henhold til overskriften, en særlig opgave på holdet.

”Jeg har båret et stort læs for også at få gang i alle de unge drenge. Det kræver mere og mere. Der kommer hele tiden nye, unge spillere op på eliten.”

Fantastisk stemning
Noget af det mest mindeværdige fra et godt slutspil er de tusindvis af tilskuere, der fandt vej til Rødovre Skøjte Arena, da det endelig blev sjovt i turneringen efter et, langt hen ad vejen, spændingsløst grundspil.

”Stemningen i hallen i slutspillet har været helt fantastisk og får mig til at tænke tilbage på guldsæsonerne. Det er noget af det, der gør det sjovt at være hockeyspiller. Jeg håber også, tilskuerne har haft det sjovt og kommer igen. Det er altid sjovest, når der er fuldt hus,” bemærker Smidt.

Svært at sige farvel
Rødovre Mighty Bulls er gået på sommerferie, men dermed ikke sagt, at spillerne ikke mødes og holder træningen ved lige. Cheftræner Brad Gratton, der også har kontrakt for næste sæson, er dog allerede returneret til Canada for at holde sommerferie.

”Vi har fejret medaljen i weekenden. Det kan være vi samles til noget træning senere. Det er jo svært at sige tak og farvel allerede nu. Om nogle dage begynder man jo at savne at komme i hallen og ud på isen,” slutter Michael Smidt, der også har kontrakt med tyrene for næste sæson.

Michael Smidt blev i grundspillets 40 kampe noteret for 26 (10+16) point, mens det i 13 playoff-kampe blev til 7 (1+6) point.

For en måneds tid siden blev kaptajn Smidt af Rødovre Mighty Bulls Support kåret som årets spiller i Rødovre Mighty Bulls.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top