Annonce

Skal bowlinghallen reddes
bowling-worldcup_040508_BP.jpg
Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jan Kongebro, er indstillet på at finde løsninger, men han forsikrer at Rødovre Kommune ikke kaster penge i et sort hul. Foto: Arkiv
bowling Lokal medborger inviterer Rødovre Kommune og ledelsen i bowlinghallen til en kop kaffe. "Parterne må snakke sammen én gang til. Det ville være håbløst, hvis bowlinghallen ikke bliver reddet," siger Lars Rasmussen, der tidligere har råbt så højt at selv trafikministeren fik lyst til kaffe.

Selvom alt håb er ude, og slaget ser ud til at være tabt, har man i bowling altid én sidste chance for at vende et truende nederlag til endelig sejr. Når turen er kommet til den sidste rude, kan man, hvis man er meget heldig og dygtig lave en strike, og få mindst ét ekstra skud.
Og det er præcis den situation, en lokal bowler håber, at sætte World Cup Hallen i. Han kan ganske enkelt ikke forstå, at det ikke er lykkedes ledelsen og bestyrelsen bag bowlinghallen at tale sig til rette med Rødovre Kommune om en økonomisk løsning på de store økonomiske problemer.
“Der er 800 brugere, som får rørt sig og dyrker et socialt fællesskab. Samtidig bruger deres familier Rødovre Centrum. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor parterne er så langt fra hinanden, som det har virket i debatten i lokalavisen,” siger Lars Rasmussen.

For fastlåst
Han har tidligere inviteret politikere på besøg i sin have, så de kunne høre, hvor vigtigt det var med støjskærme langs motorvejen i Rødovre.
“Jeg kunne godt tænke mig at gøre noget lignende i forhold til den fastlåste situation, hvor bowlinghallen ikke kan komme videre uden hjælp fra kommunen, og kommunen ikke vil hjælpe bowlinghallen, som det ser ud nu. Man kan løse mange ting over en god kop kaffe,” siger Lars Rasmussen.
På rådhuset kender viceborgmester, Jan Kongebro (A) godt betydningen af en god kop kaffe og ikke mindst den betydning bowlinghallen har for en masse mennesker.
“Vi har ingen interesse i, at bowlinghallen lukker, men vi kan heller ikke proppe penge i et sort hul. Når det er sagt, så vil jeg gerne deltage i et kaffemøde med henblik på at diskutere løsninger. Måske foreningerne kunne stå for udlejning af sko i stedet for de professionelle, og sådan kunne man tænke om mange andre ting sikkert, så lad os endelig mødes og snakke om det igen,” siger Jan Kongebro.

Annonce
Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top