Annonce


Sæsonen slutter med et brag
RMB-Odense-bronze1_35_050413_BP.jpg
Jannik Karvinen i infight med den tidligere Rødovrespiller Morten Andreasen. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Efter 3-3 fredag i den første af to bronzekampe mellem Rødovre og Odense, er der maksimal spænding i kampen om bronzen, når sæsonen slutter lørdag i Odense. Målmand Sebastian Dahm er årets spiller i Rødovre og månedens spiller i AL-Bank Ligaen.

1. bronzekamp
Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs 3-3
(2-1, 0-2, 1-0)
04:07 1-0 Adrian Ekström (Contois, Rådde) pp1
12:31 1-1 Mathias Thinnesen (Feddersen, Ericsson)
18:09 2-1 Anders Schultz (Chistyakov, Smidt)
28:54 2-2 Rasmus Ericsson (Olofsson, E. Nielsen)
35:00 2-3 Mikkel A. Nielsen (Moisand, Andreasen)
50:37 3-3 Michael Smidt (Astrup, Chistyakov) pp1
Udv.: RMB 1×2, OB 4×2
Skud: 36-29
Tilskuere: 2.209

Rødovre Mighty Bulls tog en underholdende sæson-afsked med publikum i Rødovre Skøjte Arena, da det blev til 3-3 i den første bronzekamp mod Morten Andreasen og co. fra Odense.

Annonce

Tyrene smed to føringer undervejs i en kamp, der helt tydeligt ikke havde samme kvalitet og tempo som de forestående slutspilskampe. Rødovre fik udlignet i tredje periode, og spændingen kan derfor ikke blive større inden kamp 2 lørdag i Odense.

Inden fredagens match var der én hovedperson på isen i arenaen. Målmand Sebastian Dahm løb 100 procent berettiget med al opmærksomheden, da han blev den glade modtager af et TISSOT-ur som marts måneds spiller i AL-Bank Ligaen. DIU-direktør Enver Hansen overrakte beviset.

Svensk duel
Men det var ikke nok. Den stærke keeper, der i næste uge støder til landsholdet i forberedelserne til VM, blev også kåret til årets spiller i Rødovre Mighty Bulls – han modtog den legendariske Herbert Knox-pokal som det synlige bevis. Sidst men ikke mindst bekendtgjorde Dahm i mikrofonen, at han snupper en sæson mere for tyrene. Og så var stemningen hos publikum sat.

Odense havde et stolpeskud og en 100 procents chance til Morten Andreasen i indledningen, men det var Rødovre, der scorede det første mål. Svenske Adrian Ekström opfangede i powerplay pucken tæt under mål og sendte den ind langs isen. Landsmanden i fynboernes mål, Jens Holmström, var passeret.

Lidt over halvvejs i perioden udlignede Odense straks efter, at Rødovre faktisk havde været millimeter fra at score. Dommerne vinkede afværgende og i stedet slog Odense kontra.

Føringen vendte
Med to minutter til pausen gjorde Anders Schultz det til 2-1, da han lige akkurat fik listet pucken i mål – igen i en situation tæt under mål. Det flotte antal tilskuere var stærkt tilfredse efter de første 20 minutter.

I anden periode udnyttede Odense blottelser i Rødovres defensiv. Godt halvvejs i perioden udlignede Rasmus Ericsson til 2-2 uden chance for Dahm. Seks minutter senere var det Mikkel A. Nielsen, der kom lidt for let til 2-3-målet, og så var gæsterne pludselig i front.

Andy Contois og Jannik Karvinen havde kæmpe chancer til udligning, men det blev ved 2-3 inden de sidste 20 minutter i arenaen i denne sæson.

Sjælden uafgjort kamp
Odenses cirka 30 medrejsende fans var naturligvis i stort tromme-humør, men det blev der lagt en dæmper på med godt ni minutter igen. Rødovre viste ny effektivitet i powerplay, da kaptajn Michael Smidt kanonerede pucken ind bag Odense-keeperen efter flot spil af tyrene. Så stod det 3-3, og kampen var helt åben.

Odense sluttede kampen med to udvisninger, men Rødovre formåede ikke at omsætte det til scoringer, og så kunne holdene takke af med en sjælden uafgjort kamp. Odense havde faktisk de største chancer i slutminuttet, men her var Dahm for stærk.

Takkede publikum
Rødovre Mighty Bulls-spillerne takkede publikum for en fantastisk støtte, og der er al mulig grund til at tage til Odense lørdag for at se sæsonens absolut sidste match. Den samlede vinder på målscore snupper ligaens tredjeplads og dermed bronzemedaljen.

I aften var der fæle afbrændere fra flere spillere, så effektiviteten skal gerne forbedres, hvis tyrene skal tage glade fra hundehuset i kamp 2.

Kampen lørdag aften begynder kl. 19.30 i Bryggeriet Vestfyen Arena i Odense. Der er lagt op til duel på den berømte blod, sved og tårer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top