Rødovre viste rygrad
RMB-AaB-QF1_48_230212_BP.jpg
Rødovre-målmand Sebastian Dahm roser holdkammeraterne for en god indsats i slutspillet. Foto: Brian Poulsen/arkiv
Ishockey Målmand i Rødovre Mighty Bulls, Sebastian Dahm, mener, at holdet viste mandsmod og rygrad ved overgangen fra grund- til slutspil. Klik også ind og se fakta over semifinalen mod Frederikshavn.

Ekspert efter ekspert blev taget på sengen, da Rødovres unge tyre indtog slutspillet med storm i AL-Bank Ligaen anno sæson 2012/13.

Først blev de danske mestre fra Herning sendt på sommerferie i seks kampe i kvartfinalen, inden Frederikshavn blev næste udfordring for Brad Grattons tropper. Her trak vendelboerne dog det længste strå med samlet sejr i fem kampe.

Annonce

”Inden serien mod Frederikshavn var vi – ligesom mod Herning – udråbt som kæmpe underdogs. Vi havde dog selv en forventning om, at spillede vi op til vores bedste, kunne vi presse dem i alle kampe. Havde vi så også heldet og medgang, ville vi også kunne tage nogle sejre – og måske oven i købet – ligesom mod Herning – tage fire sejre,” siger Rødovre-keeper Sebastian Dahm.

”Jeg synes, vi spillede noget af det bedste hockey og havde fire ud af de fem kampe inden for ét mål i ordinær tid. Men vi havde desværre ikke marginalerne på vores side mod Frederikshavn, og det gjorde nok udslaget denne gang.”

Selvtillid bygget op
’Danmarks bedste målmand’, som fansene har udnævnt ham, anerkender fuldt ud, at nordjyderne gik i finalen på bekostning af tyrene.

”Frederikshavn fortjente at gå videre og spillede også en utrolig god semifinaleserie – det må vi give dem. Men det er altid svært at spille mod et hold som os, der ikke har noget at tabe,” siger Dahm.

De færreste troede på RMB-succes i slutspillet, men holdet var som forvandlet ved indgangen til den sjove del af sæsonen.

”Det handler simpelthen om selvtillid. I grundspillet var vi kommet ind i en stime, hvor stort set alle på holdet havde dårlig selvtillid. Det kørte bare ikke. I den sidste uge inden slutspillet trykkede vi på en ’reset’-knap og begyndte forfra. Det gjorde, at man kunne bygge sig selv op igen nedefra,” forklarer Sebastian Dahm, der fortæller om en opbygning af holdets tro på succes.

”Vi gik ned og fandt selvtilliden i de små ting og begyndte at bygge os selv op. Vi spillede en god første kamp mod Herning, selv om vi tabte 4-1. Det gav os troen tilbage. Vi kom næsten op på max selvtillid, da vi spillede næste kamp på hjemmebane og vandt. Og så kan man næsten spille over evne.”

En holdpræstation
Spillere, der skuffede fælt i grundspillet, tog for de flestes vedkommende revanche i slutspillet og gav 100 procent i hver eneste kamp.

”Det var fantastisk godt af alle på holdet. Alle har trukket et stort læs og bidraget på hver deres måde. Der er ingen tvivl om, at det var en holdpræstation. Vi var langt nede inden slutspillet, men vi lykkedes med at vende det,” udtaler Mighty Bulls-keeperen, der forstår folks kritik af holdet i grundspillet.

”Det har været op ad bakke lang tid i sæsonen, og mange har fået meget kritik. Med rette i mange henseender. Men det viser alligevel mandsmod og rygrad, at vi ikke bukker, når det gælder. Vi står op og fighter. Vi gik ind og spillede tæt med de to bedste hold i grundspillet. Jeg er sgu stolt af os alle sammen.”

Kronen på værket
Sæsonen er dog ikke forbi endnu. Rødovre har en gylden mulighed for at hente en medalje, når de over to kampe skal kæmpe om bronzen i selskab med Odense Bulldogs.

”Det ville være kronen på værket at vinde bronzen. I de sidste 13 år har Rødovre vundet én medalje, så det vil være kæmpe stort at vinde en medalje i år. Det er ikke min stil at sætte procenter på vores chancer i sådan en serie mod Odense. Det handler om, at spiller vi som mod Herning og Frederikshavn, kan vi sagtens slå Odense,” vurderer Dahm.

”Det er en meget unik mulighed for at vinde en medalje, og det er der i øvrigt ikke ret mange på vores hold, der har gjort. Så det vil være stort for os og en fantastisk præstation, når man tænker på vores økonomiske udgangspunkt inden sæsonen. Det vil blive husket, og vi vil gøre alt for, at det lykkes.”

Tæt finale
Finaleserien mellem Frederikshavn og SønderjyskE står p.t. 1-1 i kampe. Det kan nemt gå hen og blive en lang serie mellem grundspillets nummer 2 og nummer 4.

”Jeg tror, det bliver en meget tæt finale, der går ud i syv kampe. Frederikshavn har spillet rigtig klogt, så jeg tror faktisk, de henter en guldmedalje hjem,” forudser Sebastian Dahm som en afsluttende kommentar.

Kamp 1 i bronzefinalen spilles fredag kl. 19.30 i Rødovre Skøjte Arena med returkamp lørdag kl. 19.30 i Odense.

Herunder er der lidt faktuelt fra de i alt fem kampe i semifinaleserien mellem Rødovre og Frederikshavn:

Scoringer
Rødovre 11 (2 i pp, 1 i bp)
Frederikshavn 14 (4 i pp, 0 i bp)

Powerplay-udnyttelse
Rødovre 13,3 %
Frederikshavn 17,4 %

Periodecifre (RMB-FWH)
1. per.        2. per.        3. per.        4. per.
6-3             2-8             3-1             0-2

Udvisninger
Rødovre 23×2 + 1×10 (Lassen)
Frederikshavn 15×2

Skud (RMB-FWH)
1. per.        2. per.        3. per.         4. per.
49-58          35-81          26-35          9-14 = i alt 119-188

Tilskuersnit
Rødovre Skøjte Arena 2.916
Scanel Hockey Arena 1.879

Hoved- og liniedommere
Jacob Grumsen 2 kampe
Asger Krog 2
Jan Bigum 2
Chris Deweerdt 2
Jan Andersen 1
Søren Reis 1

Jonas Reimer 2 kampe
Ole Brennalt 2
Claus Hansen 2
Thomas Buchardt Andersen 2
Rene Jensen 1
Henrik Haurum 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top