Annonce


Nye sæt DM-medaljer
ishockey: RSIK var en af to klubber, som var repræsenteret ved samtlige ungdoms-DM i ishockey i denne sæson. I weekenden blev det til sølv- og bronzemedaljer for U15 og U20 spillere.

Jeg var desværre ikke selv til stede ved DM for U15, der blev afviklet i Vojens i weekenden. Desværre.

Inden DM havde jeg forudset, her i min blog, at det meget vel kunne være en moralsk finale, når Rødovre og Rungsted tørnede sammen i den første kamp for begge mandskaber. Bestemt ikke hensigtsmæssigt og bestemt ikke god planlægning, men det var jo ens for begge mandskaber.
Nordsjællænderne klarede bedst at styre nerverne, og da Rødovres talentfulde mandskab endelig fik styr på gummi-benene, var de lige lovlig langt efter det stærke mandskab fra Rungsted, der vandt den ’moralske’ finale med 4-5.
I de øvrige kampe for de to stærke sjællandske hold, kunne kun Vojens følge med Rødovre, der vandt med 2-3 efter overtid. Ellers var der tale om total dominans af både Rødovre og Rungsted, som derfor også styrede topscorerlisten.

Annonce

Det tilsvarende DM for to år siden, hvor disse spillere var U13, vandt Rungsted også. Dengang foran Vojens og Rødovre, så de to sidstnævnte byttede altså plads.

Som nævnt startede Rødovre med at tabe til Rungsted.
Dernæst ventede Amar’, som er årgangens mest positive overraskelse, men de var oppe mod deres overmænd fra Rødovre, der vandt sikkert med 12-0. I den næste kamp blev Aab besejret med 5-1 inden Vojens bød RSIK op til kamp.
Rødovre førte ellers stilsikkert med 2-0 og med otte minutter tilbage lignede det en sejr. Men Vojens reducerede med godt syv minutter tilbage af 3. periode, og med 16 sekunder igen faldt udligningen.
I overtiden scorede en af Rødovres bedste Nikolaj Krag Christensen det afgørende mål. Krag Christensen kommer vi med garant til at høre mere om i fremtiden. Det samme gælder i øvrigt Magnus Molge. De to er Rødovres næste spændende spillere, som RMB allerede nu bør tage et kig på.

Efter den vigtige sejr over Vojens blev Esbjerg kørt over med 7-1 i den sidste kamp, så sølvet kom med hjem til Rødovre.

U20 bronzemedaljer
Rødovre fik en skrækkelig start mod de senere danske mestre fra Herning, der vandt med hele 6-1 over RSIK.
Rødovre-mandskabet rejste sig hurtigt mod Rungsted i en kamp der endte 0-0, og på straffeslag var Rungsted bedst. Det skulle vise sig, at det betød sølv til nordsjællænderne, mens Rødovre måtte nøjes med bronze pga. deres indbyrdes kamp.
For på sidstedagen vandt Rødovre med 4-3 over Hvidovre efter en vild afslutningen på kampen. Emil Møller Rasmussen udlignede med 1:35 minutter tilbage af kampen, og med 42 sekunder tilbage scorede Jannik Svane til 4-3 og sendte dermed bronzen hjem til Rødovre.
Totalt har Rødovre deltaget ved alle fire Ungdoms-DM, i øvrigt sammen med Rungsted, som de eneste klubber, mens Vojens var bedst repræsenteret fra Jylland, da sønderjyderne kun manglede at kvalificere sig til U20 DM.

Bedst i totalen var Rungsted, som har fået medaljer i samtlige rækker og en af guld. DM-titlerne er i øvrigt blev jævnt fordelt, da ingen klubber har præsteret at vinde to DM-titler for ungdoms. Herning, Vojens, Rungsted og Rødovre kan alle bryste sig af en DM-triumf.
Sådan fordelte medaljerne sig ved U-DM:
Rungsted: 1 guld og 3 sølv
Rødovre: 1 guld, 1 sølv og 1 bronze
Vojens: 1 guld og 1 bronze
Herning: 1 guld og 1 bronze
Aab: 1 bronze

Tager man Rungsteds 1. divisions-truimf med i betragtning, så har sæsonen været en ubetinget succes for nordsjællænderne, der oven i købet kun har en is at træne på og som samtidig må dele den ene isflade med offentligt skøjteløb, curling og kunstskøjteløb. Det er super flot arbejde i Rungsted.

Tager man den negative hat på, må de gå skuffede rundt i Gentofte,
men samtidig tænke på, at de har fremtiden foran sig. Med to isflader, generelt flotte forhold og ikke så meget som en eneste medaljer ved SM og ikke så meget som en DM-deltagelse, er der noget at arbejde med for sportschef Karsten Arvidsen.

Der må også være noget at tænke på i Frederikshavn. En traditionsrig klub med masser af potentiale og muligheder, hvor man er med i kampen om DM for eliten og bør kunne tiltrække masser af ishockeyspillere. De har deltaget ved ét DM, U13, hvor de blev sidst ud af 8 hold.

Esbjerg der har storsatset i ungdomsafdelingen med canadisk ’importeret’ træner, to isflader og masser af historie. Hvorfor er de ikke stærkere? Hvorfor har de ikke deres talentfulde årgang ’96 og ’97 med til DM? De må gå med dybe panderynker i det vestjyske.

Dem som er på vej, U11 spillerne i denne sæson, er Rødovre igen med fremme. Det er formentlig Danmarks bedste på denne årgang, skarpt forfulgt af Herning, der også er stærke på denne årgang. Så de er altså ikke gået helt i stå på Heden.
De to klubber er pt. et par skridt foran de øvrige på denne årgang, hvor der er masser af talent i Gentofte, Hvidovre og Aab. Men meget kan ændre sig de næste år, hvor udviklingen af de forskellige hold har stor betydning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top