Annonce


Kort om sport
U10P1_SM_2013.jpg
Rødovre Håndboldklubs U10-piger vandt Sjællandsmesterskabet i weekenden. Foto: Privat
Kort om sport Klik ind og få et overblik over sporten i Rødovre fra den forgangne uge. Læs blandt andet om fodbold og håndbold.

Fodbold. BK Rødovres herrer vandt weekendens kamp på Espelundens kunstbane med 3-0 hjemme over KFB.  Holdet indtager fjerdepladsen i puljen i serie 1 og skal en tur til Tårnby på lørdag.

Fodbold. Orient GI tabte til gengæld på samme bane, da Vallensbæk IF kunne tage fra byen med sejr på 2-4. Med en placering på fjerdepladsen i serie 2 skal holdet en tur til nabokommunen på lørdag for at møde BK Friheden.

Annonce

Fodbold. Det nystartede hold fra BK Vest kom skidt fra start i serie 6 med et klart nederlag på 6-2 ude til Bjæverskov IF. I weekenden kommer Sierslev FC på besøg i Nørrekær.

Fodbold. B77 åbnede forårssæsonen i serie 2 med en hjemmesejr på 6-1 over Herstedøster IC. Holdet indtager fjerdepladsen og skal en tur til Vallensbæk i den kommende weekend.

Håndbold. RHs bedste U10-hold blev Sjællandsmestre i weekenden. Det skete i Helsinge, hvor holdet vandt over de to andre puljevindere på Sjælland, Taastrup Idræts Klub og Team København. I weekenden skal holdet dyste om det uofficielle Danmarksmesterskab. Pigerne blev tidligere på året nummer to i pokalturneringen dækkende Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Der er over 140 U10-pigehold på Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, og det bedste er altså fra Rødovre.

Ishockey. I lørdags spillede Danmark VM-testkamp mod verdensmestrene fra Rusland i Rødovre Skøjte Arena. Dagen forinden havde landstræner Per Bäckmans tropper tabt 0-3 i Aalborg, men i andendagsgildet afgjorde Rødovre-drengen Morten Madsen kampen i overtid med scoringen til 3-2 foran godt 2.000 tilskuere.

Ishockey. Det danske U18-landshold med Rødovre-spillerne Matias Lassen og Emil M. Rasmussen sikrede sig i weekenden oprykning til den bedste VM-division. Med en sejr på 6-3 i den sidste kamp mod Norge kunne landstræner Morten Hagen og co. lade champagnepropperne sprænge. Matias Lassen blev kåret til Danmarks bedste spiller.

Gymnastik. Rødovre og Omegns Gymnastikforening (ROG) har deltaget i DM for mini-piger. Klubben havde to hold med i konkurrencen, og det ene vandt bronze, mens det andet i overlegen stil sikrede sig guldmedaljen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top