Annonce


Kaptajn Smidt: “Fandt troen på os selv”
michael-smidt_RMB-bluefox_QF6-2013_23_140313_BP.jpg
Kaptajn Michael Smidt ved en faceoff mod Herning i kvartfinalen. Foto: Brian Poulsen/arkiv
Ishockey Kaptajn i Rødovre Mighty Bulls, Michael Smidt, ser tilbage på weekendens bronzemedalje og sæsonen som helhed. ”Vi fik mere selvtillid og fandt troen på os selv,” siger han om slutspillet.

I lørdags kulminerede et flot slutspil med DM-bronzemedaljerne, da Rødovre baskede Odense over to kampe.

Forinden havde gået et skidt grundspil, men tyrene startede forfra og satsede alt i slutspillet.

Annonce

”Det var en fantastisk afslutning på sæsonen. Vi har jo haft en meget turbulent sæson med mange op- og nedture. Grundspillet var en blandet fornøjelse med både godt og skidt spil, men vi spillede et virkelig fantastisk slutspil. Det var den bedste måde at slutte sæsonen af på. Det var fedt,” siger kaptajn Michael Smidt.

”Vi spillede perfekt i slutspillet med meget få fejl og begyndte at score på vores afslutninger – også i powerplay. Og Sebastian Dahm stod kanon godt. Så det var mange ting.”

Mere selvtillid
Træner Brad Gratton og spillerne har gentagne gange i sæsonen udtalt, at det handler om at spille i alle 60 minutter. Det har bare langt fra været tilfældet i grundspillet, i modsætning til slutspillet.

”Det handlede mest om, at vi fik mere selvtillid og fandt troen på os selv. Vi spillede fornuftigt i løbet af sæsonen, men bare ikke alle 60 minutter i kampene,” forklarer ’Mr. Rødovre’, som han kaldes af fansene.

Er fraværet i dele af de 60 minutter et spørgsmål om indstilling?

”Jeg føler, vi har haft indstillingen, når vi er gået ud til kampene. Vi har villet det og følt, at vi ville overholde vores aftaler. Men pucken hoppede ikke altid den rigtige vej, og vi scorede ikke på vores chancer. Det er svært at definere, om der har manglet vilje eller indstilling,” forklarer Smidt, der glæder sig over forvandlingen til playoff.

”Det hele gik op i en højere enhed her til sidst, hvad det bare ikke gjorde i løbet af sæsonen. I slutspillet fandt alle spillehumøret frem.”

Hånden på hjertet; havde du før sæsonen set, at I ville komme i top-3?

”Jeg er positivt overrasket over vores tredjeplads. Jeg kan roligt sige, at der ikke var nogen, der havde regnet med, at vi ville tage bronze i denne sæson. Vi havde nok heller ikke selv forventet det. Vi vidste, vi havde at nogenlunde fornuftigt hold, men sammenlignet med andre hold, vidste vi, det ville blive en svær opgave,” udtaler Michael Smidt og fortsætter.

”At vi gik videre til semifinalen og tog bronzemedaljen var bare helt fantastisk. Det var selvfølgelig over forventning – ingen tvivl om det. Det viser også bare, at man ikke behøver have det bedste hold for at vinde og gå videre i en turnering.”

Fik, så hatten passede
At der blev sunget og drukket alkohol i bussen på vej hjem til Rødovre Skøjte Arena natten til søndag er ingen underdrivelse. Mighty Bulls-kaptajnen kunne endelig give slip på koncentrationen og fejre en flot sæson.

”Vi fik vist, så hatten passede, som man siger. Bronzemedaljen kom til at hænge lidt skævt på vej hjem,” griner han og takker for den store opbakning i Odenses hal.

”Det var fedt at se, der kom så mange fans over til sidste kamp. Der var en hel masse, der selv havde kørt, og de fyldte hele Rødovres sektion op bag målet. Det var rigtig stort og flot, at fansene var med hele vejen.”

Præsteret noget ekstra
På klubbens hjemmeside og Facebook er der blevet delt videoer, der viser, at tyrene fik en heltemodtagelse ved ankomsten til arenaen kl. 02 søndag nat.

”Da vi kom hjem til hallen, stod der fans med romerlys, flag og sang. Det viser bare, at vi har præsteret noget. Måske ikke ekstraordinært, men vi har præsteret noget ekstra i år, end alle havde forventet,” siger Michael Smidt og uddeler gerne mere ros til dem på lægterne.

”Det er fedt, at fansene giver et skulderklap og tog imod os i Rødovre. Det er noget af det, der gør det sjovt at spille ishockey – når fansene er der.”

Dette var del 1 af interviewet med Rødovres kaptajn. I morgen, torsdag, bringer vi del 2 her på rnn.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top