Sverige viste sig ikke fra sin mest gæstfrie side, da Nordens Bedste Indkøbscenter skulle findes i Waterfront Congress Centre i Stockholm onsdag i sidste uge.
Rødovre Centrum blev kåret til Danmarks Bedste Center i 2012 og var derfor med i opløbet om at blive det bedste i Norden. Med fra Sverige, Norge og Finland var ligeledes de stærkeste, så konkurrencen var naturligvis hård.
God adgang
Rødovre Centrums delegation i Stockholm måtte imidlertid sande, at værtslandet tog hele æren selv. Det skal retfærdigvis nævnes, at juryen bestod af en repræsentant fra hvert af de fire lande.
Vi skal blot lige over på den anden side af Øresund for at finde vinderen. Nordens Bedste Indkøbscenter blev nemlig Väla Centrum i Helsingborg. Centeret blev bygget i 1979, men fik en stor makeover og udvidelse i 2011/2012. Centeret har hele 180 butikker.
Juryen vurderede de fire nominerede centre ud fra kriterier som for eksempel økonomisk styrke, arbejde for miljøet, marketing og arkitektur og design.
Reduceret energiforbrug
Nomineringen af Rødovre Centrum blev blandt andet forklaret med, at der er god adgang til centeret med blandt andet bus, bil og cykel. Der blev også lagt vægt på, at centeret har reduceret sit energiforbrug med 20 procent siden 2008 og varme med 26 procent. Forbuddet mod rygning som Danmarks første center, og centerets kunst og kultur, var også vigtige og fremtrædende træk i vurderingen.
Gavecheck
Prisoverrækkelsen fandt sted foran 600 deltagere fra hele Norden. Väla Centrum modtog en check på 25.000 svenske kroner som belønning for titlen. Pengene skal bruges på et offentligt velgørenheds-arrangement i centeret på et senere tidspunkt.