Annonce

“Utrolig glad og stolt”
michael-smidt_RMB-Bluefox_QF4_2013_02_080313_BP.jpg
Kaptajn Michael Smidt hyldes af tilskuerne efter modtagelsen af prisen som årets spiller i Mighty Bulls. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Kaptajn i Rødovre Mighty Bulls, Michael Smidt, er af fansene blevet kåret til årets spiller. ”Jeg er utrolig glad og stolt, og det er et ordentligt rygstød at få,” siger han.

Han har vundet fansenes hjerter. Igen. Inden sidste uges fredagskamp i Rødovre Skøjte Arena mod Herning, blev Rødovre-kaptajn Michael Smidt hædret på isen for årets spiller for tyrene. Rødovre Mighty Bulls Support stod for kåringen.

Den 33-årige fighter-forward bliver ved og ved. I den seneste håndfuld sæsoner har han gået forrest med rollen som kaptajn for et ungt mandskab – først under Magnus Sundquist, og nu altså under Brad Gratton.

Annonce

”Jeg er utrolig glad og stolt, og det er et ordentligt rygstød at få – også selvom man er ved at blive lidt smågammel. Fansene synes, jeg stadig leverer og gør en god indsats. Det er jeg meget glad for,” siger han og roser samtidig holdet.

”Jeg blev lidt overrasket, men positivt overrasket. Jeg synes, der er rigtig mange spillere, der har gjort det godt i år. Der har ikke rigtig været nogen, der har været outstanding, og derfor har det måske været svært for fansene at vælge. Men hele holdet har gjort det godt.”

Pointene jævnt fordelt
Mighty Bulls har ikke været domineret af spillere i denne sæson, som har skilt sig ekstraordinært ud af mængden.

”Mange ser på, hvor mange mål og assister, der blevet lavet. Men pointene har været meget jævnt fordelt over holdet i denne sæson,” udtaler Smidt og sætter nogle navne på lysende præstationer.

”Der er mange unge backer, der har gjort det godt, og Mike Rådde har spillet sin bedste sæson i Rødovre. Matias Lassen har gjort det godt, og Sebastian Bergholt er begyndt at spille meget bedre. Hele vejen rundt har holdet løftet sig som en homogen enhed. Der har ikke været de store profiler.”

Flere kandidater til titlen
Kaptajnen har svært ved at vurdere, om han er enig i fansenes kåring af ham som den bedste spiller for tyrene i denne sæson.

”En vurdering af, om jeg har været den bedste spiller på holdet, er en meget subjektiv bedømmelse. Jeg tror, folk har kigget på, hvem der har bidraget med rigtig meget arbejde og selvfølgelig også point. De har kigget mere på helheden af spillerne, og der er jeg en, som bidrager med meget,” siger Michael Smidt og viser ydmyghed over for sine holdkammerater.

”Jeg er utrolig glad, og kan godt se, hvad de har set på ved mig. Men i min optik er der flere spillere, der kandiderer til at blive årets spiller. Sebastian Dahm har også haft en god sæson og reddet holdet mange gange.”

I årets slutspil har ’Mr. Rødovre’ sammen med holdet vist fremragende styrke ved at give Herning Blue Fox kamp til stregen i kvartfinaleserien. Det afsluttende kapital i dén serie skrives torsdag eller lørdag aften i denne uge.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top