Annonce

Skæbnen ubarmhjertig ved tyrene
RMB-FWH-SF4_60_260313_BP.jpg
Efter et stort overtag i overtiden, var det alligevel Frederikshavn der løb med sejren. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Tyrene måtte sluge sæsonens mest bitre pille, da Frederikshavn White Hawks 15 minutter inde i fjerde periode i kamp 4 scorede sejrsmålet. Mighty Bulls havde flot kæmpet sig tilbage i en tætpakket arena, men skæbnen var hård ved holdet.

4. kvartfinale
Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 2-3 OT
(0-1, 0-1, 2-0, 0-1)
04:16 0-1 Tobias Kisum (Ytterell)
22:05 0-2 Nikolaj Nedermark
41:00 1-2 Michael Smidt (Schultz)
59:55 2-2 Rasmus Astrup pp1
75:29 2-3 Nikolaj Meyer (Kisum, Ytterell)
Udv.: RMB 3×2, FWH 5×2
Skud: 35-28 (10-11, 6-6, 12-5, 7-6)
Tilskuere: 3.206 (sæsonrekord)

På en aften, hvor der var dækket op til stor fest i Rødovre Skøjte Arena, og hvor Mighty Bulls-spillerne alle var fitte, kunne Rødovre udligne i semifinaleserien. Men festen fes i den grad ud, da White Hawks scorede sejrsmålet og dermed bragte sig foran 3-1 i kampe.

Annonce

I begyndelsen af første periode havde Rødovre en række gode tilbud ved blandt andre Jannik Karvinen og Rasmus Astrup, men Bryan Hogan i Frederikshavns mål blev hurtigt spillet varm. Tyrene virkede tændte.

Men efter blot fire minutter kunne gæsterne så bringe sig foran 0-1 ved en flyvende Tobias Kisum. Han tog turen skarpt rundt om målet og lagde pucken ind i det fjerneste hjørne langs isen. Flot scoring.

Ny god start for gæsterne
Rødovre fik aldrig den første periode, som holdet havde i Arenaen i kamp 2 i semifinalen. Jannik Karvinen fik en ’sniger’ til, men heldet udeblev. Perioden sluttede med en udvisning til Frederikshavn, og tyrene skulle i overtal hen over første pause.

Frederikshavn fik en ligeså god start på en anden periode som i første. Efter blot to minutter øgede Nikolaj Nedermark til 0-2. Han kørte rundt om målet, mens resten af gæsternes spillere fik fikseret tyrene. Nedermark lagde pucken mellem venner og fjender – uden chance for Sebastian Dahm.

Udeholdet havde det største overtag i anden periode, om end den blev tæt til sidst, da Rødovre tilspillede sig gode muligheder i powerplay. Kaptajn Michael Smidt sendte blandt andet pucken på overliggeren.

Dommerkendelser udeblev
Forinden overtallet havde Morten Allesøe og Anders Schultz fine chancer, men Bryan Hogan holdt ved i aften. Dommerne havde ikke deres bedste periode, og det frustrerede naturligvis tyrene, der blev bortdømt i et par situationer. 0-2 efter anden periode var en hård nyser for Rødovre, der var på vej mod sit første hjemmebanenederlag i slutspillet.

Kampen var langt fra ovre. Det blev sikkert og vist blot ét minut inde i tredje periode, da Anders Schultz gav Rødovre en gods start. Bryan Hogan blev passeret fra distancen, og så var stillingen pludselig 1-2.

Perioden blev præget af stor, stor intensitet i tyrenes forsøg på at udligne i kampen. Der var flere kendelser, der fortsatte med at gå imod hjemmeholdet, men holdet fightede indædt videre.

Jubelbrøl løftede Arenaen
Holdene skiftede lidt til at komme i powerplay i resten af perioden, men fælles for dem alle var, at de to målmænd aldrig blev helt udfordret. Tilskuerne var kommet op på mærkerne efter reduceringen, og de hjalp spillerne på vejen mod udligningen.

Med blot halvandet minut igen blev en Frederikshavn-spiller udvist, og så tog træner Brad Gratton timeout. Dahm blev trukket kort efter, og så var det ellers seks mod fire. Efter utallige forsøg mod Hogan i målet, endte en retur pludselig hos Rasmus Astrup, der med blot fem (!) sekunder igen udlignede til 2-2. Taget lettede på Arenaen i takt med jubelbrølet. Der skulle overtid til at finde aftenens vinder.

Det blev en fantastisk fjerde periode med masser af flotte aktioner og lige ved og næsten-forsøg. Store chancer i begge ender, stemningen var fantastisk, men også spændt og nervepirrende.

Kæmpe suk
Dahm reddede en kontra, men da en ny frederikshavner, Nikolaj Meryer, kom alene af sted, svigtede han ikke. Pucken mellem benene på Dahm, alt imens Rødovre-spillerne hang efter. Frederikshavneren smuttede ubemærket bag om Rødovres backer fra boksen og kom alene mod mål.

Stemningen døde – ikke blandt de 50-60 gæste-fans – og Frederikshavn er dermed foran 3-1 i serien inden kamp 5 på torsdag i Nordjylland kl. 15.

I aften blev der sat ny sæsonrekord i Rødovre Skøjte Arena, og stemningen var nok en gang fantastisk. Stor cadeau til publikummet. Men de kunne desværre ikke hindre tyrenes første nederlag på hjemmebane i slutspillet i denne sæson.

Kommentarer

1 kommentar om “Skæbnen ubarmhjertig ved tyrene”

  1. Michael Larsen siger:

    Øv, vi ikke kunne udlinge serien, nu ser det svært ud. Til gengæld er det trættende at høre om det evige piveri over dommerne fra de såkaldte Rødovre medier. Vi er altså ikke det eneste hold i historien der føler dommeren dømmer den forkerte vej, eller ikke dømmer. Jeg er sikker på at utilfresheden er ligeså stor andre steder i landet. Desuden fik vi altså færrest udvisninger i dag og sidst i fr. havn. En kamp i øvrigt, hvor nordjyderne kunne på beråbe sig manglende udvisninger. Her kunne vi sagtens havde fået to-tre flere uden en eneste tyr kunne have brokket sig. Vi hang konstant efter.

    Lad os overraske torsdag, så kan alt ske. Godt at se at drengene tager tidligt afsted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top