Annonce

Sisu-spillere til EM i Østrig
Sisu-EM-bowlere_01_180313_BP.jpg
De tre Sisu-bowlere til ungdoms-EM i Østrig i påsken, fra venstre: Mikkel Borch Malesa, Martin Øager Pedersen og Charmaine Wrisberg. Foto: Brian Poulsen
Bowling BK Sisu er flot repræsenteret ved ungdoms-EM i påsken i østrigske Wien. Charmaine Wrisberg, Mikkel Borch Malesa og Martin Øager Pedersen skal forsøge at hente metal hjem til Rødovre.

Hele ugen afholdes der EM for ungdomsbowlingspillere i Østrigs hovedstad, Wien, og med fra Rødovre-klubben BK Sisu er der tre spillere.

BK Sisu har traditionelt haft bowlere med til ungdoms-EM i mange år, og i år sættes der lid til de to 15-årige Charmaine Wrisberg og Mikkel Borc Malesa samt 17-årige Martin Øager Pedersen.

Annonce

Vi giver her et overblik over de tre bowleres bedrifter i deres hidtidige karrierer:

Charmaine Wrisberg:
Hun har spillet bowling i seks-syv år og er debutant til EM. I 2012 fik hun guld i både individuel og double ved de danske ungdomsmesterskaber for juniorer. Året forinden blev det til guld i double og sølv individuelt ved de danske ungdomsmesterskaber for puslinge.

Også ved Københavnsmesterskaberne har Charmaine haft stor succes. I 2009 vandt hun guld i single, og siden har hun vundet flere medaljer i mix, double og single – de fleste af sølv. I indeværende sæson er det blevet til sejre i tre ud af fire ungdomsstævner.

Mikkel Borch Malesa:
Han har spillet bowling i seks år og er debutant til EM. Mikkel er en af de bedste i sin aldersgruppe og har siden den første guldmedalje i single i 2008 vundet adskillige medaljer ved de danske ungdomsmesterskaber.

Han blev individuel dansk ungdomsmester i 2011 og vandt guld i double både i 2010 og 2011. Herudover er det siden 2007 blevet til masser af metal ved Københavnsmesterskaberne i single, double og mix.

Mikkel har altid været et stortalent, og hans ønske om en plads på ungdomslandsholdet er nu gået i opfyldelse. På sigt er målet at komme med til PBA-turneringen (Professional Bowlers Association).

Martin øager Pedersen:
Han kommer ud af en bowlingfamilie og har spillet bowling i 12 år. Far, farmor og farfar har alle været på landsholdet i bowling.

Det er Martins andet år i træk ved et ungdoms-EM. Sidste år vandt han sølv i team, og målet i år i Wien er guld og at komme i top-3 i ’all event’. Det er et realistisk mål for bowling-spilleren, der de seneste to sæsoner har spillet med et gennemsnit på over 200 point på samtlige spillede registrerede serier.

Martin blev ungdomsmester for juniorer i 2010, mens det i 2012 blev til sølv ved de danske ungdomsmesterskaber for ynglinge. I 2012 blev det desuden til to guldmedaljer og én af sølv i henholdsvis double, mix og single. Hans drøm er at komme med til PBA-turneringen.

Alle tre BK Sisu-spillere begår sig til dagligt i landets bedste række for ungdom, eliteserien øst, hvor BK Sisu suverænt fører rækken.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top