Annonce

Rødovre-kaptajn: Intet at tabe
jubel_RMB-bluefox-QF2_2013_24_030313_BP.jpg
Rødovre Mighty Bulls vil med en sejr torsdag aften avancere til DM-semifinalen. Foto: Brian Poulsen/arkiv
Ishockey Rødovre Mighty Bulls kan i en fyldt arena spille sig i semifinalen med en sejr i kamp 6 i kvartfinalen mod Herning Blue Fox. Tyrenes kaptajn, Michael Smidt, pointerer, at der intet er at tabe. Der forventes ny tilskuer-sæsonrekord.

Torsdag aften samles byen for at følge det sportslige flagskib, Rødovre Mighty Bulls, i kampen om at gå i DM-semifinalen. Det gælder kamp 6 i duellen med Herning, og tyrene fører 3-2 i kampe.

Der forventes at blive sat ny sæsonrekord i Rødovre Skøjte Arena, så RMB er sikret den bedst mulige opbakning til braget – og det hele foreviges endda live på TV 3 Sport 1.

Annonce

Den potentielt sidste hjemmekamp i denne sæson for Rødovre vil blive med en stor tifo i ’Sumpen’, leveret af Rødovre Mighty Bulls Support. Og spillerne på isen vil blive mødt af opbakning fra fodboldklubben Brøndby I.F., der har meldt sin ankomst med hele holdet.

Den primære chance
For Mighty Bulls-kaptajn Michael Smidt er der ingen tvivl om, at holdets chance er torsdag aften.

”Det er vores primære chance for at gå videre til semifinalen. Det er hjemmebane, det er fuldt hus. Vi skal vinde den kamp, og der er ingen tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad der skal til for at tage den sejr,” siger han dagen inden det store opgør.

”Vi har snakket, set video, forberedt os, haft nogle fornuftige træninger. Jeg synes, vi har haft gode forberedelser. Man har gået og ladt op. Det har været svært at fokusere på træningerne, fordi man har haft den her store kamp i hovedet. Man kan godt mærke, at folks tanker har kredset om kampen.”

Ingen nervøsitet
Selv de mest hærdede Rødovre-spillere vil formentlig tænke en ekstra gang over den kommende match, hvor holdet har chancen for at overraske stort og ekspedere de forsvarende danske mestre ud af turneringen.

”Jeg tror, folk er spændte, ikke nervøse. Siden første kamp i slutspillet har vi følt, at vi ikke har noget at tabe. Vi har på holdet fundet sammen på en måde, hvor der ikke er noget at være nervøse for. Det er i orden at være spændt, men ingen grund til nervøsitet. Vi skal ikke være bange for at tabe. Der er ikke noget at miste,” forklarer Michael Smidt og fortsætter.

”Vi skal spille så godt, vi kan. Vinder vi, er det fedt, taber vi, så var der ingen, der havde forventet, at vi skulle slå Herning ud. Efter nederlaget i søndags er vi kommet lidt ned på jorden igen og tænkt lidt over tingene. Men der er ikke noget at miste, vi skal bare gøre det godt. Vi vil se et hold, der går motiveret ud og giver det bedste.”

Tyrene skal dominere
I fredags i arenaen leverede tyrene en pragtpræstation i sejren i kamp 4. En lignende indsats vil med garanti sikre holdet et stykke af vejen mod en ny sejr.

”Vi skal ikke overlade for meget initiativ til Herning. Det er os, der skal gå ud og dominere, som vi gjorde i fredags. Vi skal have lysten til at vinde, og viljen til at vinde nærkampene og score nogle mål. Vi skal finde gejsten fra i fredags,” udtaler Smidt.

Får du svært ved at falde i søvn i aften (onsdag, red.)?

”Når jeg ligger hovedet på hovedpuden, går der nok lidt mere end de normale par minutter, før jeg falder i søvn. Der er selvfølgelig lige nogle ting, der skal vendes oppe i hovedet. Lidt spænding i kroppen og ting, der skal falde på plads, inden jeg kan sove,” siger kaptajn Michael Smidt og lover afslutningsvis fuld opladning op til kampen.

”Men så vil jeg også sove godt og vågne frisk og klar. Jeg skal lige på arbejde nogle timer, og så hjem og få en god frokost og hvile mig og få en powernap. Og så vil jeg være frisk og parat til kampen.”

God energi
Cheftræner Brad Gratton fortæller også, at holdet er klart og fokuseret på den store opgave.

”Holdet ser frem til at spille for en fyldt hal og de mange fans. Vi har gjort vores hjemmearbejde efter sidste kamp, og drengene føler sig godt tilpas med god energi. Du kan se ilden i deres øjne,” siger canadieren og fortsætter.

”Vi kigger ikke tilbage eller frem, men vi fokuserer kun på den her kamp 6. Jeg er overbevist om, at spillerne vil være klar. Drengene vil virkelig det her. Alle ved, hvad der skal gøres for, at vi kan spille optimalt.”

Anders Schultz er eneste spiller fra Mighty Bulls, der er tvivlsom til kampen.

Rødovre Mighty Bulls mod Herning Blue Fox, kamp 6, begynder kl. 19.30 i Rødovre Skøjte Arena. Tilskuerne rådes til at komme i god tid, da der som skrevet forventes sæsonrekord. Hoveddommerne Thomas Lassen og Jens Christian Gregersen, der har dømt de sidste to kampe, har fået genvalg til torsdagens kamp.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top