Annonce


RH faldt igennem
RH_herrer-virum_08_161212_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold Rødovre Håndboldklubs herrer fejlede og faldt igennem ude mod Team HK Køge. ”Vores bundniveau er generelt ikke højt nok,” siger Anders Larsen om nederlaget på ni mål.

Team HK Køge-RH 30-21 (12-8)

Når Rødovre taber, gør de det med manér. Det har holdet vist flere gange i indeværende sæson i 2. division øst. I lørdagens udekamp mod Køge gentog miseren sig.

Annonce

”Det var lidt den samme historie med os. Vi er rigtig gode til at stå sammen som hold, men omvendt er vi også rigtig gode til at falde som hold. Vores bundniveau er generelt ikke højt nok. Når vi ikke rammer niveau, så falder vi alle sammen. Det er vores problem,” forklarer profilen Anders Larsen.

”Vi havde store angrebsproblemer mod Køge, der dækkede et skævt 5-1-forsvar. Det generede os meget, og vi havde ikke noget modtræk over for det. Vi gik lidt i opløsning.”

Hård fysisk træning
Anders Larsen mener ikke, at holdet er gået useriøst ind til de kampe, hvor det er gået helt galt.

”Nej, det mener jeg ikke. Der er god intensitet og spænding på. Men vi må arbejde med vores bundniveau – også frem mod næste sæson. Jacob (Lyng Madsen, træner, red.) har i de sidste 10 dage lagt meget vægt på at øge intensiteten til træning. Vi har løbet meget og haft hård fysisk træning. Og det skal vi fortsætte med, hvis vi vil hæve bundniveauet,” siger han.

Målet er top-4
Der resterer tre kampe i sæsonen, og selv om de ikke har den store betydning for RH, så bliver de alligevel vigtige for at slutte sæsonen godt af. P.t. er holdet på en fjerdeplads.

”Vores mål er at blive i top-4, og så se, om vi kan vinde de tre sidste kampe. Vi har to hjemmekampe tilbage, og hvis vi kan snuppe en tredjeplads, ville det også være fint. Men vi må tage en kamp ad gangen. Vi ligger jo lunt i rækken, så vi skal passe på med at blive for tilfredse. Det kan blive farligt, hvis vi skal have noget ud af de sidste kampe,” slutter Anders Larsen.

Næste opgave for RHs herrer bliver på fredag kl. 20.30, hvor holdet i Rødovre Stadionhal tager imod rækkens nummer to fra Amager SK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top