Annonce


Nu er det sjovt
ishockey: DM for ungdom, slutspil for 1. division og eliten. Det bliver ikke bedre.

Jeg hører ofte i disse uger, at nu må vinteren gerne stoppe, og at folk hader denne årstid. Nu vil de have varme!

Personligt elsker jeg denne årstid. Det er simpelthen den ubetingede bedste tid på året, for ishockeyen topper i Danmark med slutspil for eliten og 1. division, mens ungdommen spidser til under diverse mesterskaber. Det er bare så fedt, og jeg sluger gerne det hele råt fra lægterne.

Annonce

Stemningen er så fed under et ungdoms-DM, og man ser de første silhuetter af de kommende ’stjerner’. Nogle spillere lever op til de forhåbninger, som jeg danner mig under DM gennem ungdomsårene, andre når kun halvvejs, mens det kun er ganske få, som ikke slår til i senior-karrieren, hvis de er dominerende som ungdomsspillere.  
Andre overrasker ved pludselig at ’poppe op’ som et stærkt kort i 1. division, selvom spilleren ’bare’ har været en af mange under DM i ungdomsårene. Det er altid sjovt at følge.

Det er simpelthen så vildt
At det er ekstra fedt i år skyldes nu ikke ungdommen, for hvad pokker sker der lige i Al-bankligaen, hvor den står 3-2 i kampe i tre serier i kvartfinalerne. Super fedt med så jævnbyrdige serier, hvor kun SønderjyskE er foran af de favoritter, hvor serien stadig er i gang. At vores egne tyre gør det langt over forventning, er prikken over i’et. Det er simpelthen så vildt.

Det er også mange år siden, jeg sidst har glædet mig så meget til en elitekamp, som den på torsdag, og jeg er ikke den eneste. Rigtig mange taler ishockey i disse dage, og det på en måde, som jeg ikke har oplevet i mange år. Det var også godt i sidste sæson, selvom Mighty Bulls røg ud i 7. og afgørende kamp mod Aab, men der var serien 50/50. Denne gang er det sensationelt, at Mighty Bulls bare har vundet en kamp, og det er surrealistisk, at tyrene står med de bedste kort på hånden før en kamp i Arenaen, som er afgørende, hvis Rødovre vinder.

Det kan man lide her i Rødovre. At være underdogs, at overraske positivt og at hele holdet kæmper som besatte, så svedet springer og øjnene er udspilet af træthed, men aldrig, aldrig giver man op. Så bliver det bare ikke bedre.

Jeg håber af hele mit hjerte, at Rødovre Mighty Bulls vinder torsdag aften foran en formentlig fyldt Rødovre Skøjte Arena. Det vil være fantastisk for ishockeyen i Danmark, at det altid suveræne hold fra Herning, får noget at gruble over i løbet af sommeren, og at også sjællandsk ishockey er repræsenteret i semifinalerne. Den jyske dominans er lidt for utålelig om end den er fuldt fortjent, for jyderne (og naturligvis Odense) er bare længere foran i mange henseende. Et godt eksempel er hallerne, som er klasser over de faldefærdige og umoderne sjællandske isbarakker.

Personligt håber jeg også, at Olaf Eller & Co. i Esbjerg kommer igen og overrasker i deres serie. For dansk ishockey har brug for, at man vinder lysten til ishockey tilbage i det vestjyske.  I hvert fald når det gælder tilskuere, for det kører jo ganske udmærket i ungdomsrækkerne.

Jeg har ingen håb eller ønsker med den sidste serie, Odense-Aab, selvom jeg har stor sympati for Aalborgs projekt, og den måde man har fået en god ishockeykultur tilbage i den nordjyske hovedstad.

Ungdommen i fuld gang
I weekenden starter det første DM for ungdommen, og det er for U17. Altså de spillere der er født i 1996 og 1997. Årgange som jeg har fulgt siden deres første DM som U13. Esbjerg og Vojens har altid været stærke med Rødovre som ’outsider’. Siden har Rødovre fået mere bredde i truppen, som til gengæld har mistet to fremtrædende profiler i Thomas Olsen, der er skiftet til Frölunda og Mattias Lassen, der i dag er en fremtrædende spiller hos Rødovre Mighty Bulls.

Der bliver spillet i Rungsted, og værterne har langsomt udviklet sig positivt under årene. De er mere organiseret end Rødovre, og bliver ofte bedre som turneringen skrider frem. Ligesom for to år siden vandt de SM foran Rødovre, der alligevel endte bedre end Rungsted ved DM. Sådan har det altid været, men spørgsmålet er, om det også bliver sådan i år? Rungsted har i hvert fald lagt planlagt ud ved at vinde SM. Hvidovre blev nummer 3.

Tilsvarende årgange endte som U13 med Vojens som vinder. Dengang husker jeg især en forrygende målmand for sønderjyderne, Thomas Lillie. Han stod fantastisk, og reddede nærmest ene mand DM hjem til Sønderjylland, som fik deres første ungdoms-DM i mange år. Jublen var enorm, og spillerne blev hentet af de lokale brandbiler på motorvejen og fulgt hjem til ’stalden’, hvor de fik en helte-modtagelse. Meget er sket for VIK’s ungdom siden dengang, så et ungdoms-DM ikke er ligeså overvældende længere. Rødovre blev nummer to, mens Esbjerg blev nummer tre.

Tilsvarende årgange ved U15 DM endte med en DM-gevinst til Esbjerg. Jeg kan huske, at det blev trukket enorme veksler på ganske få spillere, og at man ligeså elegant ignorerede DIU’s regler om at spille med tre kæder. De storfuskede i Esbjergs boks og var generelt yderst usympatiske i deres vej mod guldet.  I dag betaler de prisen i Esbjerg, for deres manglende satsning på bredden har kostet. I år er de slet ikke med til DM, da pladsen er overtaget af Herning.
Efter Esbjerg kom Vojens, mens Rødovre blev nummer tre foran Rungsted.

Allerede dengang skrev jeg, at Aab var den mest positive overraskelse. De havde ikke de store individualister, men det var dét hold, som spillede bedst organisatorisk, havde tre gode kæder og virkede som det markant mest homogene hold med en fremragende bredde. De havde dog en svaghed på målmandsposten.
Jeg ved ikke, om Aab har formået at videreudvikle holdet organisatorisk, men de har i hvert fald vundet JM for U17 i år ved at besejre de altid (i hvert fald til DM) super defensivt spillende Vojens.  Herning blev nummer 3 til JM, og er det sidste hold som repræsenterer jyderne.

Ved DM for to år siden spillede Rødovre ekstremt meget på Thomas Olsen. Han skulle mere eller mindre afgøre DM for hele holdet. Det var naivt, dårlig organiseret og gav naturligvis ikke bonus. Dengang, mente jeg, at Rødovre tabte DM i boksen.
Siden er meget sket. Rungsted har flyttet sig gevaldigt, og har ligesom Aab rykket sig mere end de øvrige hold i landet. Derfor har jeg Aab og Rungsted som favoritter til dette års DM, men man må aldrig afskrive Rødovre og Vojens.
Nøj, hvor jeg glæder mig til en spændende weekend i Rungsted.

Jeg må lige have lidt bredde med, for det er – så vidt jeg husker – første gang, at man har 16 hold med til et landsmesterskab, som er et slags DM for andet hold. Det er på U13 niveau og foregår også i denne weekend. Det bliver afholdt i Gentofte og Gladsaxe.  
Der er også LM for U15. Her er der tilmeldt ni hold. De spiller i Esbjerg.

Her i min blog vil jeg følge op på U17 DM i Rungsted, og ser frem mod det kommende DM i weekenden den 22.-24. marts. Der spiller U13 DM i Herlev, mens der er DM kvalifikation for U20.

1 kommentar om “Nu er det sjovt”

  1. Tino Persson siger:

    Det bliver nogle rigtigt spændende uger for ungdommen i RSIK!
    Og udover U13, 17 og 20, er der U 15, som lige i øjeblikket spiller rigtig god disciplineret hockey og fører med 2-1 i kampe over det andetbedste U15-hold i Danmark (Rungsted).
    Pøj pøj til alle holdene inkl. Mighty Bulls!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top