Annonce


Naboer satte kronen på værket
RC-udvidelse-kran_26_280213.jpg
Solen skinnede, da Finn Olsen og Henning Grosse i sidste uge var kranførere for en dag. Foto: Brian Poulsen
centerudvidelse Finn Olsen og Henning Grosse var med i kranen, da det sidste betonelement blev lagt på plads i torsdags. "Det var en helt fantastisk oplevelse," fortalte Finn Olsen, der kom med på et afbud, da konen fik kolde fødder.

“Hvis jeg først kommer op i den kran, kommer jeg ikke ned igen,” advarer Betti Thorsen i et grin. Hun havde ellers vundet sidste uges konkurrence om at være én af de to borgere, der fik muligheden for at komme op i kranen på byggepladsen i Rødovre Centrum og være med til at dirigere det sidste betonelement på plads.
“Vi bor lige overfor byggeriet, og vi har derfor kunne følge med fra vores køkkenvindue. Det har været rigtig spændende at blive vist rundt på byggepladsen, men jeg skulle ikke nyde noget af at komme op i kranen. Det tør jeg ikke,” sagde Betti Thorsen, der derfor overlod pladsen til ægtemanden.

Byen i nyt perspektiv
 Heldigvis var husbonden Finn Olsen mere end klar til at overtage pladsen i toppen af kranen. Sammen med den anden vinder af konkurrencen Henning Grosse fik de æren af at sætte kronen på værket.
“Det var en helt fantastisk oplevelse at se byen oppe fra og samtidig få lov til at løfte det sidste element på plads,” fortalte Finn Olsen.
Turen i kranen var også en speciel oplevelse for Henning Grosse, der tilmed fik foreviget oplevelsen.
“Det var en rigtig flot udsigt, og jeg fik taget nogle gode billeder. Man kunne se helt ud til Bellahøj,” forklarede han.
Henning Grosse havde taget sin kone med til rundvisningen, og hun var glad, da manden kom ned og havde fast jord under fødderne igen.
“Han har inviteret mig ud og spise i aften, så jeg var lige bange for, at han ville blive deroppe,” griner Hennings kone, der fulgte med fra jorden.
På avisen hjemmeside kan du se fotograf Brian Poulsens pletskud fra kranen, og se billeder af, hvordan biografsalene i kælderetagerne kommer til at tage sig ud.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top