Annonce


Lasse Jensen: “Det bliver meget tæt”
lasse-jensen_RMB-Hvidovre6_221010_BP.jpg
Den tidligere Rødovrekeeper mener, at Frederikshavn skal være meget mere klar fra start end sidst, hvis de skal slå Rødovre i Arenaen Foto: Brian Poulsen
OPTAKT Den tidligere sidste skanse i Rødovre Mighty Bulls, Lasse Jensen, frygter en tæt kamp i Rødovre Skøjte Arena.

”Sidste gang vi spillede i Rødovre, spillede de utrolig godt fra start til slut, Derfor handler det i dag om, at vi skal være med i en hel kamp, og ikke en halv som sidst, hvor vi jo ikke var med i første periode overhovedet,” siger Lasse Jensen.

Den tidligere ungdomslandsholdsmålmand er reserve-målmand hos Frederikshavn Whitehawks, der med en sejr i aftenens kamp mod Rødovre kan stå med den ene skøjte i finalen.

Annonce

”Men det bliver ikke så nemt, som skudstatistikken fra den sidste kamp antyder,” påpeger Lasse Jensen.

”Selvom vi havde pucken mest, vandt skudstatistikken stort, og næsten alt spillet foregik i Rødovres zone, så var de hele tiden farlige på kontra,” siger Lasse Jensen, der håber at få istid foran gamle venner og familie i Rødovre Skøjte Arena.

”Da vi kom bagud 4-0 sidste kamp i Rødovre, regnede jeg faktisk med at skulle spille, og jeg var virkelig klar. Sådan skulle det ikke gå, men så må man bare give den ekstra gas til træning og bakke op om holdet på andre måder. Men jeg håber da på istid i Rødovre, hvor det altid er sjovt at komme og hilse på gamle venner og familie,” siger Lasse Jensen.

 

Han afslører, at det bestemt ikke var spillerne i Frederikshavn, der besluttede, at klubben skulle pege på Rødovre som modstander i semifinalen.

”Den beslutning blev taget på klub- og trænerniveau, men jeg ved, at det har været et meget tæt valg mellem Odense og Rødovre. Rødovre har imponeret ved at slå Herning ud, og turen til Odense er også kortere, men i sidste ende tror vi på, at vi har evnerne til slå Rødovre ud over syv kampe. Det har vi vist i grundspillet,” understreger Lasse Jensen, der har store roser til kollegaen i Rødovres mål.

”Sebastian Dahm har stået et rigtig godt slutspil. Det hjælper altid, når backerne spiller rundt omkring dig og støtter op, men han har også taget rigtig mange 100 procentchancer, og holdt sit hold inde i kampene. ”

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top