Annonce

Helt i underhylere
dusoer_politi.jpg
Vicepolitidirektør Torben Jessen overrækker her et diplom til Kim Mikael Frederiksen.
dusør Kim Mikael Frederiksen fra Dianavej forpurrede et indbrud - kun iført underbukser. I sidste uge blev han hædret af politiet ved en dusøroverrækkelse på politistation i Albertslund.

“Naboer og kunder i butikker er forbrydernes værste fjender,” fortalte vicepolitidirektør Torben Jessen, da han i sidste uge overrakte diplomer og en økonomisk anerkendelse til fire borgere på Vestegnen. Èn af de borgere var Kim Mikael Frederiksen fra Søtorpvej.
I oktober måned sidste år tog han sagen i egen hånd, da han opdagede, at en indbrudstyv listede rundt i genboens have. Kun i ført underbukser listede han sig tæt på indbrudstyven og efterfølgende kunne han helt præcist fortælle politiet, hvor indbrudstyven befandt sig.
“Jeg vågnede midt om natten ved, at der lød et lille dunk udenfor. Der var helt vindstille den nat, så man kunne virkelig høre alting,” fortæller Kim Mikael Frederiksen, der herefter valgte at undersøge sagen nærmere, i stedet for at vende sig rundt på den anden side og sove videre.

Stod i underbukser. “Jeg gik nedenunder for at se, om jeg kunne høre, hvor lyden kom fra. Jeg åbnede et vindue og hørte så lyden af en smadret rude,” fortæller Kim Mikael Frederiksen. Herefter valgte han at gå mod genboens hus for at se, om han kunne se tyven.
“Jeg havde faktisk kun underbukser på, da jeg gik over mod naboens have. Da jeg stod foran hækken, opdagede jeg, at tyven stod lige på den anden side. Jeg havde godt nok en høj puls på det tidspunkt og listede stille og roligt tilbage til mit hus og ringede til politiet,” forklarer Kim Mikael Frederiksen.

Annonce

Flere af den slags naboer
 Området omkring Dianavej havde været plaget af flere indbrud i perioden, og politiet var derfor ikke længe om at rykke talstærkt ud til det igangværende indbrud. Tyven blev anholdt, og i sidste uge blev Kim Mikael Frederiksen hædret for sin indsats ved en diplomoverrækkelse på politigården i Albertslund.
“Det er ikke alle i samfundet, der involverer sig. De fleste lukker øjnene. Derfor værdsætter vi meget det, som I har gjort,” fortalte vicepolitidirektør Torben Jessen til de fire borgere på Vestegnen som modtog en anerkendelse for deres indsats.

Ring til politiet. Torben Jessen understreger dog, at man som borger ikke skal agere supermand og kaste sig i håndgemæng med en røver eller indbrudstyv.
“Det vigtigste er at observere og herefter kontakte politiet. Naboer og kunder i butikker er forbrydernes værste fjender,” sagde vicepolitidirektør Torben Jessen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top