Annonce


Fodboldtosse!
Chrummer_tosse.jpg
Foto: Sille Olesen
chrumme Er professionelle fodboldspillere mindre begavede end gennemsnittet? – Det må være et klart og rungende JA.

Og Bendtner må helt klart være det absolutte 0-punkt. Sidste skud på stammen af tåbeligheder: Tage i byen. Drikke sig stiv. Tage bilen hjem i forkert kørselsretning.
Men Bendtner har læst mange aviser, hvor politikere udtaler sig, at de påtager sig det fulde ansvar for en eller anden gerning. Så det er åbenbart det Bendtner kunne finde på at sige: ”Jeg har dummet mig og tager det fulde ansvar for det!” – Øhhh, OK – hvem skulle ellers gøre det? Det er lidt svært, at stille sig op i denne her situation og sige: ”Det var ikke min skyld. Det var en der hedder Jan!”
Men ellers synes jeg at Bendtner er fodboldens svar på Amalie. Man kunne læse på Twitter, da ”Geniet” fyldte 25 år: ”Så har man levet 25 procent af sit liv!”. Flot Bendtner, vi ved jo alle, at stort set alle når at blive 100 år!
Hvordan i alverden kan man give en mand 23 millioner i løn, når klovnen tydeligvist har mindre flair for tal end en halvlunken kop cacaomælk. Tror sgu nemt, at man kunne snyde Bendtner.
Men det er jo ikke første gang, at Bendtner dummer sig. Der var underbukse-sagen, med sponserede underbukser. Tænk engang. 23 millioner i løn, og så gider man ikke at købe sine egne underbukser! Det kan da godt være, at Bendtner er 10 gange bedre end mig til at spille fodbold, men OK så stik mig 2.3 milloner om året og lad mig sidde på bænken. Jeg lover, at jeg ikke laver skandaler.
Vi taler jo så ikke kun om én skandale. Der var også lige sagen om at drikke sig stiv og sparke til parkerede biler. Og så lige et par tilfælde mere med, at være stiv og køre i bil. Og så lige den der med at stå med bukserne nede foran et diskotek. Det sidste var nok et reklame-stunt, for lige at vise sponsor-underbukserne frem. Men der var så ingen, der havde fortalt Bendtner, at han lige skulle hive skjorten op!
Ham tilskueren der løb på banen i Parken under en landskamp for at slå på en dommer, må alligevel sidde og tænke: ”Hvorfor kalder de MIG for fodboldtossen?”
Der er folk, der seriøst mener, at Bendtners skandaler er gode for dansk fodbold: ”Der bliver rettet fokus mod danske fodboldspillere” – Jov, men nu passer det altså ikke, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Det er en skrøne, som bruges af folk der KUN får dårlig omtale. Tag nu de 63 mennesker som fik skidepine efter en tur på ”NOMA” – Jeg tror sgu ikke just, at de jubler hos ”NOMA” og tænker: ”Fedt. Gratis reklame!”
Jeg har svært ved at se, hvad man kan bruge Bendtner til at reklamere for? Det skal jo helst ikke være noget der har med intelligens at gøre. Jeg vil anbefale en underbuksreklame for ”Kongerne af Rømø”, ”De Unge Mødre” eller Dansk Hamsteravlsforeningen…nej for resten, hamstere, er nok lidt klogere. Har aldrig hørt om en hamster, der er blevet taget for spritkørsel!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top