Annonce

Unge skal uddanne sig ud af arbejdsløshed
Når køen til arbejdsmarkedet bliver for lang for de unge, kan løsningen være mere uddannelse, mener Rødovre Kommune.

”Køen til arbejdsmarkedet er alt for lang for de unge.” Sådan starter Emil Holtemann, formand for HK Ungdom i København et læserindlæg om ledigheden blandt unge.
”Siden 2007 er der blevet 110 procent flere arbejdsløse unge i alderen 16-24,” fortsætter Emil Holtemann, der mener, at det er på tide, at hele byen tager ansvar for den næste generation.
”Vi må ikke parkere de unge i køen til arbejdsmarkedet, det er simpelthen ikke godt nok! Vi har nogle dygtige ansatte i jobcenteret, som gerne vil hjælpe de unge i gang, men de mangler arbejdspladser at give til de unge. Det er tid til at kommunen og alle de dygtige erhvervsfolk fra logen i hockeyhallen hjælper næste generation ud på arbejdsmarkedet. Det ville ikke kun gøre Rødovre til en bedre by at være ung i, men inddragelse af de unge, vil også sende et klart signal om at vi i Rødovre tager hånd om hele byen. Gamle som unge,” skriver han på side 18.

Skal uddanne sig ud af krisen. Men i Rødovre, er der ikke en eneste praktikplads, der slipper væk, siger formand for Beskæftigelsesudvalget, Annie Arnoldsen Petersen.
Hun understreger, at ledigheden blandt unge i Rødovre ligger pænt under både landsgennemsnittet, samt gennemsnittet på Vestegnen.
”Men det får os ikke til at hvile på laurbærene. Nogle af de største ofre for krisen er de unge. De som uddanner sig, har svært ved af få fodfæste på arbejdsmarkedet efterfølgende. Andre kan ikke færdiggøre deres uddannelse pga. manglen på praktikpladser. Under højkonjunkturen hang de ufaglærte jobs løst. Nu er de væk, og er derfor ikke et alternativ til uddannelse for de unge,” forklarer Annie Arnoldsen Petersen.
Hun mener, at Rødovre prioriterer de unge højt i jobindsatsen.
”Et væsentligt tiltag er, at vi har samlet samtlige aktører, således at alle eksperter har kendskab til hinandens kompetencer og tilbud. Det lyder måske elementært, men lige netop de unge kan godt lande i et tomrum mellem folkeskole, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Jobcenteret, ungdomsuddannelserne osv. Dertil kommer så hele den sociale vifte, til de som har behov for det. Det, at vi forsøgt at samle alle, skulle gerne opleves som mere helhedsorienteret for den unge. Faktisk har vi med dette arbejde allerede gjort os nogle vigtige erfaringer i forhold til arbejdet med de kommende rehab-teams,” påpeger Annie Arnoldsen Petersen.

Annonce

Flere tiltag
Hun fremhæver flere tværfaglige tiltag, som eksempelvis Ungdomsskolens opkvalificeringsklasse til de unge, som har behov for et kursus i et eller flere fag for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse, som en del af løsningen.
”Et andet tiltag, er et udvidet samarbejde med Teknisk Skole, som vi benytter til aktivering af unge, som er uafklarede om, hvilken uddannelse  de ønsker at påbegynde. Derudover benytter Jobcenteret sine virksomhedskontakter, og lader ikke en praktikpladsmulighed slippe. I det hele taget går unge-indsatsen i Rødovre i høj grad i retning af uddannelse,” slutter hun.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top