Annonce

237 rammes af kræft i år
kraeftindsamling_09_250312_.jpg
Den 7. april går Kræftens Bekæmpelse igen på gaden. Foto: Brian Poulsen
kræft Selvom vi bliver bedre og bedre til at forske i kræft, stiger antallet af danskere, som får kræft. I Rødovre vil ca. 237 mennesker bliver ramt af kræft i år, heldigvis er der flere end tidligere, der vil overleve sygdommen. Søndag den 7. april er der igen landsindsamling.

Kig til højre, tjek. Kig til venstre, tjek. Se dig selv i spejlet, tjek. En af de tre personer du lige har fået øje på, bliver ramt af kræft før de bliver 75 år. Det er livets ubarmhjertige fakta. Også i Rødovre.
”Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt er på gaden den 7. april og hjælper os med at samle penge ind til forskning og til at hjælpe de mennesker, som har fået kræft,” siger Gert Tillebæk, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Rødovre.

Mangler indsamlere
Tallene viser, at kampen mod kræft er vigtig. I Rødovre er der allerede omkring 1610 mennesker, som lever med kræft. I løbet af 2013 vil 237 nye blive ramt af sygdommen. Det viser beregninger, som Kræftens Bekæmpelse har foretaget ud fra landstallene for kræft. I hele landet vil flere end 36.000 blive ramt af kræft i år.
”Der er selvfølgelig lidt variation i tallene rundt om i de forskellige dele af Danmark, men samlet kan vi se, at der nu er flere danskere, som dør af kræft end af hjertestop og andre hjertesygdomme. Kræft er den sygdom, som koster flest liv i Danmark,” siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, overlæge Hans H. Storm.

Annonce

Kampen nytter
Kræftens Bekæmpelse har lavet en gennemgang af alle patienter, som fik kræft i perioden 2007-2009. Den såkaldte et-års overlevelse – altså den andel af patienterne, som er i live et år efter diagnosen – er steget markant i forhold til de tre foregående år. For både mænd og kvinder er et-års overlevelsen for alle kræftformer samlet steget med tre procentpoint til 72 procent for mænd og 75 procent for kvinder. ”Det er overraskende, at vi på så kort en årrække kan se, at et-års overlevelsen er steget betydeligt. Det tyder på, at de aktiviteter, der er sat i værk over en årrække – kræftplaner og heriblandt kræftpakkerne, som skal sikre hurtige behandlingsforløb – har en betydning for, om patienterne overlever,” siger Hans H. Storm, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Have penge klar
Derfor håber Gert Tillebæk også, at så mange som muligt vil gå på gaden den 7. april og følge op på sidste års meget flotte resultet, hvor Rødovre tordnede forbi landets rigeste kommuner, i forhold til flest indsamlede penge per borger og per indsamler.
”Vi skal intensivere forskningen og udviklingen for at fastholde den positive udvikling. Samtidig betyder den øgede overlevelse, at der kommer flere og flere kræftoverlevere, som kan have behov for hjælp og støtte. Både overleverne og de nye kræftpatienter, skylder vi at gøre hvad vi kan. Derfor vil jeg opfordre alle her i kommunen til at hjælpe, enten ved at melde sig som indsamler, eller ved at have penge klar til den indsamler, som kommer forbi søndag den 7. april, siger Gert Tillebæk fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Rødovre.
Meld dig som indsamler på telefon 70 24 20 13
eller indsamling.dk.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top