Annonce


Tyrene skal udnytte farten
andy-contois_RMB-copenhagen_13_301012_BP.jpg
Andy Contois, assisterende kaptajn i Mighty Bulls, håber på overraskelser i de sidste kampe inden slutspillet. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Der venter en dobbeltrunde for Rødovre Mighty Bulls i weekenden, og første kamp er fredag hjemme mod Frederikshavn White Hawks. ”Vi er bedst, når vi spiller helt simpelt og udnytter vores fart,” siger Andy Contois forud for det hårde program.

Holdene i AL-Bank Ligaen er efterhånden vant til de hårde ’back-to-back’-kampe, der har været dominerende i denne sæson. I weekenden venter der en ny omgang ’to kampe på godt et døgn’, når Mighty Bulls fredag tager imod Frederikshavn, mens tyrene lørdag drager til Odense.

”Jeg er vokset op med back-to-back-kampe, for det er sådan, vi gør det i USA. Men det er noget, alle spillerne skal justere ind til. Faktisk starter forberedelsen til lørdagens kamp allerede nu, for det handler om at spise godt og få hvile, når man spiller to kampe på så kort tid,” siger amerikanske Andy Contois, der har produceret 28 (12+16) point i denne sæson.

Annonce

Spille simpelt
Fredagens kamp i Rødovre Skøjte Arena bliver med ligaens tophold, Frederikshavn, som det gæstende hold. En stor mundfuld for Rødovre, der på sjettepladsen har 32 point færre end vendelboerne.

”Vi er bedst, når vi spiller helt simpelt og udnytter vores fart. Mod et tophold som Frederikshavn skal vi minimere vores fejl. De har tre gode kæder, der alle kan score målene, så vi skal være klar i hvert eneste skift og være opmærksomme på, hvad vi gør med pucken,” lyder det fra Contois, der håber på god opbakning.

”Frederikshavn spiller godt, uansat hvor de er, så vi håber på et godt publikum, der kan hjælpe os på vej mod point.”

90-95 procent inden playoff
Der er fem kampe tilbage for Rødovre, inden top-4 vælger modstander i kvartfinalerne. Det er altså helt uden for tyrenes rækkevidde, hvem holdet skal krydse klinger med fra starten af marts.

”Vi har slået de bedste hold i ligaen i løbet af sæsonen, så vi ved, at vi kan være med, når det gælder. Hvis vi kan ramme 90-95 procent i de sidste fem kampe i grundspillet, er vi godt med inden playoff. Forhåbentlig kan vi overraske lidt i de sidste kampe,” udtaler Rødovres assisterende kaptajn, der personligt har haft en lidt svingende sæson på trods af næsten ét point i snit pr. kamp.

”Individuel succes kommer med holdsucces, og jeg har haft det lidt sværere i denne sæson. Jeg har været ramt af lidt skader i midten af sæsonen, og så falder ens selvtillid i de følgende kampe.”

Positiv udvikling blandt unge
Når slutspillet begynder, spilles der som bekendt bedst af syv kampe, og det kan Rødovres amerikanske troldmand 100 procent forene sig med.

”Slutspilshockey er bedst over syv kampe. Der kan være tætte kampe undervejs, men man finder bedste hold over det antal af kampe. Det er ishockey, og sådan det skal være,” mener han.

Mighty Bulls har haft store udfordringer i løbet af sæsonen – især med at få pucken i nettet – men der er dog også positive elementer at hive frem.

”Holdet er kommet langt i denne sæson. I de første otte kampe kom vi godt i gang, men siden har det været meget blandet. Men vi har mange unge spillere på holdet, der skal lære tingene, og det går også hele tiden fremad. Det er tydeligt til hver træning, og det er godt at se,” slutter Andy Contois, der ikke har nogen favoritmodstander til kvartfinalen.

Frederikshavn klar favorit
Tobias Ruelykke (skade – ude resten af sæsonen) og Anders Schultz (sygdom) er eneste fraværende spillere til weekendens dobbeltrunde, oplyser cheftræner Brad Gratton.

Rødovre og Frederikshavn har mødtes fire gange i denne sæson. Nordjyderne er løbet af sted med 10 point ud af 12 mulige, og målscoren er på hele 15-6 i White Hawks’ favør. Så AL-Bank Ligaens tophold er klar favorit til fredagens opgør.

Rødovre Mighty Bulls mod Frederikshavn White Hawks begynder kl. 19 i Rødovre Skøjte Arena. Jan Bigum og Rasmus Toppel skal lede slagets gang.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top