Tonen i debatten om Damhus Have
svend-erik-pedersen_041208_.jpg
Svend Erik Pedersen Foto: Brian Poulsen
læserbrev Debatten om Damhus Have er kommet op i høje omdrejninger.

Af Svend Erik Pedersen, Gruppeformand SF

Jeg var imod projektet fra starten og stemte imod, at det blev sendt ud til høring.
Det er godt, at borgerne nu vågner op og siger deres mening om udviklin- gen af vores by.
Erik Nielsen føler sig stødt over tonen i debatten, fordi han af nogen tillægges motiver i sagen, som er grebet ud af den blå luft.
Og selvom jeg ikke støtter det fremlagte forslag, må jeg give ham ret – for der er ingen belæg for nogle af de påstande, der er blevet bragt frem i debatten.
Det er vigtigt at holde en sober linje: Man går efter bolden og ikke efter manden.

Annonce

Dårlig idé
 Når det går galt i denne sag, er det fordi, det for rigtig mange er meget svært at forstå, hvordan nogen overhovedet kan mene, at det er en god idé at placere et 13 etagers højhus mellem Damhuskroen og de bevaringsværdige Søtorphuse.
Og når man ikke kan finde en mening i tingene, som man kan forstå – så konkluderer nogle åbenbart, at der må ligge andre motiver bag! Og så kommer de mere luftige teorier om andre interesser frem. Dette er forkert og skal ikke blive en del af debatniveauet i Rødovre.
Når man vil udvikle et byområde, er borgerinddragelsen helt afgørende. Og dette er netop hensigten med planloven. Og borgerne er ikke imod byudvikling, når bare de bliver inddraget. Det blev de ikke i Damhus Have – her blev løsningen kastet ned over naboerne – og det hævner sig. At naboerne nu rejser sig i en protest i denne situation er for mig at se et sundhedstegn for det lokale demokrati.
Jeg håber, at vi når frem til en god løsning uden et højhus i Damhus Have.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top