Annonce


Stærk finish nyttesløs
RMB_odense_16-6.jpg
Foto: Brian Poulsen
Ishockey Rødovre Mighty Bulls skøjtede ind i et nyt étmåls-nederlag lørdag aften, da holdet tabte i Odense. En stærk afslutning på kampen med to scoringer af Mikael Christensen hjalp ikke for tyrene.

Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 3-2
(1-0, 2-0, 0-2)
14:25 1-0 Mathias Thinnesen (Gregorc, Feddersen)
23:45 2-0 Mikkel Ankjær Nielsen (Andreasen, Lacroix)
38:00 3-0 Blaz Gregorc (Sundin, Olofsson)
46:31 3-1 Mikael Christensen (Contois)
56:11 3-2 Mikael Christensen (Rådde)
Udv.: OB 5×2, RMB 5×2
Skud: 27-17 (12-6, 11-8, 4-3)
Tilskuere: 1.622

Rødovre måtte for anden gang på godt et døgn indkassere et smalt nederlag på ét mål i AL-Bank Ligaen.

Annonce

Lørdag aften var tyrene draget til Fyn for at møde Odense. Hjemmeholdet havde tur i den i de to første perioder, hvor de fleste tilskuere i Bryggeriet Vestfyens Arena kunne juble i alt tre gange. Mighty Bulls slog igen i den sidste periode via to scoringer af Mikael Christensen, men det var ikke nok.

Hundene straffede tyrene
Kampen bød på masser af chancer i begge ender, men de fynske hunde formåede dét, som gæsterne ikke kunne.

”Det var rimeligt simpelt i aften. Odense scorede på deres chancer, og vi scorede ikke på vores. Det var en meget lige kamp med lidt hawaii-hockey med spil frem og tilbage. Den største forskel var, at de straffede os på vores fejl, og vi fik ikke straffet deres,” siger tomåls-skytten Mikael Christensen på vej hjem i bussen.

”Det var meget personlige fejl, der kom til at koste. Men sådan er det jo. Der kommer fejl fra begge hold, og så gælder det om at udnytte dem, når de kommer.”

’Stolpe ind’ for Herning-dreng
De to Rødovre-scoringer faldt inden for 10 minutter hen over midten af de sidste 20 minutter, og Herning-drengen Christensen glæder sig trods alt over lidt personlig medvind.

”Jeg har haft mange chancer med ’stolpe ud’ i denne sæson, og dem jeg fik jeg scoret i dag, var måske mere ’stolpe ind’. Det var dejligt med lidt medvind og selvtillid i den retning i hvert fald, men vi kunne jo ikke rigtig bruge det til noget. Holdet kommer helt klart i første række,” udtaler han.

På kamprapporten er der blot 17 registrerede skud fra Rødovre, men det viser ikke et helt sandt billede af afslutningsdelen.

”Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor vi kun blev noteret for 17 skud. Vi havde måske nogle afslutninger, hvor pucken hoppede den gale vej og én gik også på overliggeren, som heller ikke tæller i statistikken,” forklarer Mikael Christensen.

Positivt spil
Rødovre tabte hjemme 2-3 i overtid mod Frederikshavn fredag aften, og med fra Odense kommer altså nul point. En så lav pointhøst er holdet ikke tilfreds med.

”Vi er ikke tilfreds med kun ét point i denne weekend. I dag ville vi have alle tre point, ligesom i går. Vi spillede en god kamp mod Frederikshavn, hvor sejren lå til os. Vi formåede bare ikke at køre dem hjem, og det er lidt skuffende. Men vi kan tage noget spillemæssigt med fra især Frederikshavn-kampen og tredje periode i dag,” lyder det fra ’TC’.

Opbygge selvtillid
Der er tre kampe tilbage i grundspillet for Rødovres vedkommende, inden pucken slippes løs til et spændende slutspil. Og de tre kampe skal ikke bare overstås, ifølge Rødovres nummer 64.

”De sidste kampe har stadig stor betydning, selvom de placeringsmæssigt ikke betyder noget. Det handler om at være i god form frem mod slutspillet og samtidig opbygge selvtillid. Det er også sådan noget, de hold, der skal vælge modstander, ser på. Vi skal vise, at vi ikke bare vil blive kørt over i slutspillet,” siger Mikael Christensen, der afslutningsvis melder om et toptændt slutspilsmandskab.

”Jeg føler, at holdet er klart til at spille slutspil om fire kampe. Det er noget helt andet at spille slutspil end grundspil, og vi glæder os meget til det. Det bliver sjovt.”

Rødovre indtager AL-Bank Ligaens syvendeplads med 47 point. Tyrene har tre point op til EfB Ishockey på sjettepladsen og fire point ned til Herlev Eagles.

Rødovre Mighty Bulls skal møde Aalborg Pirates i Gigantium på tirsdag med start kl. 19.30.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top