RH blev overmatchet
RH_herrer-oeresund_05_260113_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Håndbold RHs herrer blev overmatchet i udekampen mod IF Stadion, der vandt med fire mål. Holdets præstation var under vanlig standard og kostede to point i toppen af 2. division øst.

IF Stadion-RH 31-27 (17-16)

Med en sejr ville RHs herrer have generobret tredjepladsen i rækken, men kampen mod et af de lavere placerede hold, IF Stadion, endte med et nederlag på fire overskydende mål.

Annonce

”Stadion var bedre end os i dag. Vi synes på forhånd, at vi skulle have vundet kampen, så det var simpelthen ikke godt nok,” siger cheftræner Jacob Lyng Madsen og fortæller om en dårlig optakt til kampen.

”Vi har været hårdt ramt af sygdom siden sidste kamp, så vi har ikke kunnet træne ordentligt i den forgangne uge. Uheldene fortsatte så i selve kampen, da Frederik Orby måtte udgå med rygproblemer efter fem minutter. Det gav lidt udfordringer med at rykke rundt, også fordi folk stadig var lidt ramt af sygdom.”

Ok første halvleg
Træneren var nogenlunde tilfreds med første halvleg, men i anden tabte RH kampen på en fejldisposition.

”Første halvleg var egentlig ok. Angrebsspillet så ganske fint ud, og det var nok nærmere i den anden ende, vi havde problemer. Vi fik ikke styr på deres stregspiller med det 5-1-forsvar, vi stillede med. I anden halvleg begik jeg den klare fejl at fortsætte med den samme formation i stedet for at stille os ned og prøve at få lukket for stregen,” forklarer Lyng Madsen.

Rødovres to målmænd, Thorkil Andersen og Patrick Mittet, gjorde en god figur, selvom de i alt lukkede 31 mål ind.

”Der var nogle dumme mål i anden halvleg, selv om keeperne havde hver deres gode halvleg. Men de var prisgivet, da Stadion fik for let spil. På kontra lavede vi for mange fejl, hvor vi smed bolden væk,” lyder det fra Rødovre-træneren.

Overvejende negativt
Der var ikke mange lyspunkter på Rødovres mandskab i nederlaget. Én spiller udmærkede sig dog fra de øvrige.

”Det var en overvejende negativ kamp, men jeg må dog rose Simon Lindholdt. Han spillede en god kamp med ni mål og var vores klart farligste spiller. Han holdt os inde i kampen,” siger Jacob Lyng Madsen, der alt i alt udtrykker stor skuffelse over holdets formåen.

”Generelt for holdet var jeg skuffet over den moral, vi havde. Vi lignede ikke et hold, der ville gå efter at holde ved i toppen af rækken. Vi blev klart overmatchet i dag mod et hold, der kæmper for at komme væk fra bunden.”

Pokalkamp mod Furesø
RHs herrer er på fjerdepladsen i 2. division øst efter 17 kampe. Der er fem point op til førerholdet fra HØJ.

Den næste kamp er dog i pokalturneringen, hvor RH skal en tur til Farum for at møde 3. divisionsholdet Furesø Håndbold i femte runde af turneringen. Kampen spilles torsdag den 14. februar.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top