Annonce

Rasmus Astrup: En bitter følelse
tobias-hansen_RMB-FWH_06_150213_BP.jpg
Backen Tobias Hansen var tilbage i Rødovretrøjen til kampen mod Frederiskhavn. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Rødovre Mighty Bulls fik ét point ud af anstrengelserne mod Frederikshavn, men spillerne var tydeligt skuffede efter overtidsnederlaget. ”Det var en bitter følelse, selvom vi mødte topholdet,” siger Rasmus Astrup. Vi har også talt med Tobias Hansen, der var tilbage på isen for tyrene.

Gæsterne fra Frederikshavn White Hawks snuppede ekstrapointet i Rødovre Skøjte Arena fredag aften. Det var en kold spand vand i hovedet på hjemmeholdets spillere, der ellers leverede en god kamp.

”Det var en bitter følelse, selvom vi mødte topholdet. Kampen beviste, at vi sagtens kan følge med. Vi stod med en føring med syv minutter tilbage, hvor de så scorede. Op på hesten igen, og vi troede på det i overtiden. Men de fik et kludemål, og det var bare sådan noget, der ikke måtte ske,” siger Rasmus Astrup, som bragte tyrene i front med 2-1 kort inden anden pause.

Annonce

Astrup kvajede sig
Rødovres nummer 24 var dog langt fra tilfreds med, at han misbrugte flere gode muligheder i en tempofyldt match.

”Jeg havde en chance, hvor Smidt spillede mig, og jeg prøvede at lægge den tilbage. Jeg skulle dog have skudt selv. Men det er typisk mig at lægge den tilbage i stedet for at afslutte. Der kvajede jeg mig. Scorede jeg på den, ville det pludselig stå 3-1. Men det er også nemt at være bagklog,” bemærker Astrup, der trods alt var tilfreds med selve opgøret.

”Vi spillede i realiteten en god kamp, men vi lavede nogle små fejl. Vi er i gang med at justere til playoff, og uanset hvem vi møder, har vi lige bevist, at vi sagtens kan være med mod de bedste hold. Det skal nok blive godt.”

Vind eller forsvind
Rødovre mangler fire kampe i grundspillet før lørdag aftens kamp ude mod Odense Bulldogs. Slutspillet venter med andre ord lige om hjørnet.

”Når playoff går i gang vil vi alle sammen være mere intense, og vi ved, det er vind eller forsvind. Det er ligegyldigt, om man ligger i toppen eller bunden. Med fight og vilje kan du komme langt,” forklarer Rasmus Astrup, der er ked af, at sæsonen så småt nærmer sin afslutning alt afhængig af, hvor langt Mighty Bulls når.

”Sæsonen lakker mod enden, og det er da kedeligt. Men det tænker vi ikke over nu, hvor det snart gælder slutspillet, og hvor vi skal have så mange kampe som muligt. Hvis vi kæmper hårdt, skal vi nok nå langt.

Tobias Hansen er tilbage
Den høje back med nummer 92 på ryggen, Tobias Hansen, var tilbage på sit gamle hold. Han spillede i fjerdekæden i den første kamp i sæsonen, og var glad for at få muligheden for at komme tilbage.

”Jeg har fulgt holdet lige fra starten af sæsonen, og jeg følte stadig, at det var mit hold. Jeg gik med nogle tanker om at starte igen, og jeg fandt så en løsning med Brian Møller,” siger han.

”Jeg har trænet med og prøvet at finde formen og teknikken igen. Det skal man jo efter seks måneder, selv om jeg da har holdt formen ved lige. Men ikke som sådan forberedende til at gå på is. Så nu prøver jeg at catche op så hurtigt som muligt.”

Kampen mod Frederikshavn var vigtig i forhold til, at tyrene måske ramler sammen med netop høgene i slutspillet.

”Frederikshavn er et hold, vi kan risikere at møde i playoff, så vi gik ud og gav den fuld skrue. Vi er ikke et hold, man bare lige kører over i en kvartfinale. Vi lavede dog nogle fejl, som vi skal eliminere til playoff,” slutter Tobias Hansen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top