Annonce


Nedsabling af tophold
RFC_herrer-copenhagen_02_160213_BP.jpg
Foto: Brian Poulsen
Floorball Det ubestridte tophold i herrernes Unihoc Floorball Ligaen, Rødovre FC, blev hjemme slagtet af et effektivt hold fra Copenhagen SFC.

Rødovre FC-Copenhagen SFC 4-9
(1-3, 1-1, 2-5)

Rødovre FC gennemlevede noget af et mareridt hjemme i Rødovre Stadionhal, da Copenhagen lørdag lagde vejen forbi i herrernes bedste række.

Annonce

Det er fuldstændig vanvittigt og en anelse skræmmende, at de danske mestre og ligaens tophold lukker hele ni mål ind i eget hus.

”Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har lukket så mange mål ind. Copenhagen var skarpe, og vi var sindssygt uskarpe. I 45 minutter spillede vi rigtig god floorball, men vi scorede bare slet ikke nok. I tredje periode mistede vi hovedet fuldstændig og gik ned,” forklarer landsholdsmålmand Mike Trolle.

”Det var ret vildt og ikke så sjovt at tabe så stort. Det skal vi undgå i slutspillet. Copenhagen scorede to gange i powerplay og et på straffe.”

Det skal gå hurtigere
Om Rødovre har undervurderet sin københavnske modstander skal være usagt, men gæsterne er i den grad en kompetent udfordring.

”Vi mødte et hold, der var gode, men som vi spillede lige op med. Og så har man ikke halvandet sekund, når man modtager bolden. Det skal gå hurtigere oppe i hovedet med pasningerne og afslutningerne,” siger Rødovres ellers så stærke keeper, der mener, at det vil blive tæt i slutspillet, hvis holdene tørner sammen igen.

”Jeg synes, Copenhagen har et godt hold, og vi ligger nogenlunde lige med dem. Men hvis vi spiller op til vores bedste, er jeg også sikker på, vi slår dem. Men der er ikke nogen tvivl om, at det vil blive nogle spændende kampe.”

Forberedelse til slutspillet
Slutspillet starter den 9. marts, og Rødovre lægger ud foran eget publikum på Elstedvej. Inden da mangler der lige to kampe i grundspillet.

”I de sidste to kampe skal vi fokusere på to sejre og på, hvem der skal spille sammen i kæderne. Hvis vi ikke er klar i slutspillet, vil vi få problemer allerede i kvartfinalen,” slutter Mike Trolle.

Rødovre har trods nederlaget stadig 12 point ned til Benløse på andenpladsen og 15 point ned til Copenhagen på tredjepladsen.

På fredag skal Rødovre en tur til Avedøre for at møde Hvidovre Attack FC kl. 19. Også den sidste kamp i grundspillet er på udebane, så mestrene er først tilbage på egen bane, når slutspillet begynder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top