Mighty Bulls tæt på sensation
sebastian-dahm_RMB-FWH_03_150213_BP.jpg
Målmand Sebastian Dahm var Rødovres bedste spiller i overtidsnederlaget til Frederikshavn. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Sensationen lurede i hjemmekampen mod topholdet fra Frederikshavn White Hawks, men Rødovre Mighty Bulls måtte kapitulere i overtid efter en tæt duel med god energi. Målmand Sebastian Dahm var Rødovres bedste spiller.

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 2-3 OT
(1-1, 1-0, 0-1, 0-1)
12:45 0-1 Nikolaj Nedermark (Kisum)
16:50 1-1 Andy Contois (Rådde) pp1
39:05 2-1 Rasmus Astrup (Smidt, Chistyakov)
52:59 2-2 Oscar Andersson (Bergman, Jonsson)
63:30 2-3 Tobias Kisum (Meyer, Ytterell)
Udv.: RMB 3×2, FWH 4×2
Skud: 23-35 (9-11, 5-16, 7-6, 2-2)
Tilskuere: 1.337

Det var en underholdende kamp, aftenens tilskuere fik i Rødovre Skøjte Arena. Hjemmeholdet spillede med stor energi og vilje og ville helt bestemt vise AL-Bank Ligaens tophold, at de ikke bare lægger sig ned.

Annonce

Tyrene var foran indtil syv minutter før, men gæsterne udlignede og afgjorde matchen med overtidsmålet halvandet minut før, straffeslagene skulle eksekveres.

Kampen begyndte i et højt tempo med gode chancer, og Rødovre sendte samtlige fire fulde kæder i spil fra første færd. Fjerdekæden med Emil Rasmussen, Mikkel Sørensen og sæsondebuterende Nikolaj Zorko kom ud med masser af gå-på-mod.

Amerikansk power
Sebastian Dahm var tilbage i målet efter to kampes fravær, og han skulle vise sig at blive rigtig vigtig denne aften.

Frederikshavn åbnede ballet med målet til 0-1 lidt over halvvejs i perioden. Nikolaj Nedermark udnyttede en fejl af Rødovre på egen blå linie, og så kunne topholdet sætte sig i front.

Rødovre fik muligheden i powerplay, og da det ikke så særligt godt ud, tog Andy Contois sagen i egen hånd og sendte pucken hårdt op i hjørnet til 1-1. Et flot mål af amerikaneren.

Adrian Ekström fik i pausen lægelig behandling efter en mindre skade på underarmen, og svenskeren var tilbage ved starten på anden periode.

Sensationen lurede
Der var god fart på kampen, og spillet bølgede frem og tilbage. Det var dog småt med de helt åbne chancer, og de, der kom, tog de tog målmænd sig flot af. Bryan Hogan i udeholdets mål spillede også en stor kamp.

Bedst som Frederikshavn nærmede sig et mål i slutminutterne efter et længere pres, slog tyrene til i den anden ende. Michael Smidt afsluttede fra halvdistancen, og Rasmus Astrup styrede pucken ind undervejs til stillingen 2-1. Sensationen lurede, men der krævede hårdt i sidste periode.

¨Sumpen’ gav den fuld skrue på opbakningen fra første fløjt i de sidste 20 minutter. Tyrene kreerede flere gode muligheder, men ind ville pucken ikke på den canadiske keeper. Heller ikke i powerplay gik pucken Rødovres vej.

Med syv minutter igen udlignede Frederikshavn til 2-2 på en tilfældighed. Rødovre fik ikke clearet pucken, og den rodede rundt foran Dahms mål og endte med at glide ind til stor ærgrelse for hjemmeholdet.

Dahm bedste Rødovre-spiller
Dahm diskede op med en stor redning kort før tid, men kampen endte 2-2 og skulle i overtid. Rødovre viste farlighed i overtiden, men Frederikshavn snuppede ekstrapointet med halvandet minut igen.

Rødovre var tæt på at drille topholdet maksimalt, men tyrene måtte nøjes med ét point efter en god godkendt kamp med stor fight. Sebastian Dahm var ubetinget Rødovres bedste spiller denne aften.

Backen Tobias Hansen, der satte karrieren på standby inden denne sæson, var tilbage hos Mighty Bulls. Han fik nogle skift i fjerdekæden, men er slet ikke i den form endnu, som det måtte forventes på denne tid af sæsonen.

Rødovre Mighty Bulls træder ind på isen igen allerede lørdag aften, når holdet på udebane møder Odense Bulldogs.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top