Annonce


Lyt til kritikken af Damhus Have
kim-drejer2.jpg
Foto: Presse
læserbrev Der har på det seneste været meget debat om Damhus Tivoli, Damhus Have-projektet og højhuse.

AF Kim Drejer Nielsen (K),Kommunalbestyrelsen

Borgmesteren fremfører i Rødovre Lokal Nyt d. 30/1, at han er overrasket over at debatten handler så meget om ham.
Men når kritikken samler sig om borgmesteren, så er det vel meget naturligt.
For det første er borgmesteren jo forvaltningens politiske chef, og derfor også den, der bærer det politiske ansvar for oplægget, der er sendt i høring.
For det andet er det borgmesteren og forvaltningen, der har forhandlet med ejeren af tivoliet om et boligbyggeri på grunden.
For det tredje har borgmesterens parti absolut flertal i kommunalbestyrelsen: 11 ud af 19 pladser. Intet i Rødovre Kommune bliver til noget med mindre Socialdemokratiet går ind for det.
For det fjerde har borgmesteren i alle årene haft fuld kontrol med sin gruppe. Der er aldrig nogen af de indstillingerne, der er kommet fra borgmesteren og hans forvaltning er blevet modsagt af hans egne gruppemedlemmer.
Erik Nielsen forstår ikke hvorfor folk bruger udtryk som magtfuldkommen om ham. Men borgmesteren er til dels selv skyld i karakteristikken.

Annonce

1) Borgmesteren har selv udtalt: “selvom det kunne være sjovt(!), hvis alle borgere kunne få lov til at bestemme, hvad en bygherre skal bygge på sin egen grund, så er det altså hans eget valg”. En sådan udtalelse skaber vrede. Der er ikke noget i denne sag, der er sjovt. Desuden er det Kommunalbestyrelsens beslutning, når et byggeri overskrider de nuværende bestemmelser i Lokalplanen og Kommuneplanen.

2) Borgmesteren afviste et borgermøde. Da Naturfredningsforeningen og Agenda 21 besluttede sig for at arrangere et åbent borgermøde, sagde borgmesteren “Jeg synes det er helt fint […] Man skal bare huske på, at resultatet ikke er objektivt og repræsentativt for hele byen, hvis det kun er deres egne medlemmer, der er med til mødet”. Igen bliver modstanden nedvurderet, selv om det var velkendt, at det ville være et åbent møde.

3) Da borgermødet blev afholdt afviste borgmesteren at deltage og lytte til de mange fremmødte.

4) Borgmesteren har ikke villet mødes med “Foreningen for Damhus Tivolis bevarelse” en eneste af de gange, de afleverede kasser med protestunderskrifter på rådhuset.

5) Kritiske røster bliver verfet af under henvisning til, at det er folk “der bor på Frederiksberg”. Lad mig slå helt fast: De Konservative på Frederiksberg har IKKE haft nogen indlæg i avisen. Den eneste jeg ved, der er fra Frederiksberg, er Frits Degner (som repræsenterer en borgerliste). Alle andre er fra Rødovre.
Jeg har personligt talt med Jette Louise Skovgaard Larsen, Tom Løfstrøm, Jørgen Munch og Kasper Pihl Møller, som alle har haft indlæg i Rødovre Lokal Nyt. Alle bor de i Rødovre i kvarteret ved Damhussøen.
Jeg må derfor stærkt opfordre borgmesteren til, at tage protesterne alvorligt og erkende, at næsten alle protesterne kommer fra Rødovre-borgere. Så vil vi med garanti også få en mere reel debat.

Bør ikke godkendes
 Jeg deltog selv på borgermødet på Rødovregård og kan bekræfte at der var væsentligt flere fremmødte end der må være i Loen, der ellers har plads til 140 personer. Det var synd, at der ikke var flere kommunalbestyrelsesmedlemmer til stede på borgermødet, kun fire. Blandt de, som har stemt ja, var kun Flemming Lunde Østergaard Hansen (S) mødt op.
Alle jeg har talt med, er enige om, at der skal ske noget med Damhus Tivoli. Men det er ikke et argument, at ejerne Nils Lorentzen samt Dot og Tommy Wessmann (der kun har ejet tivoliet siden 2008) blot har ladet det forfalde. Desuden har ejerne tilsyneladende også bevidst drevet Damhus Tivoli med ønsker om underskud. I mine øjne skal sådanne kulturhistoriske steder drives af en forening, som det blandt andet gøres i Cirkusmuseet i Hvidovre, i teatre og koncerthuse. Således vil det være Tivoliets interesser som varetages og ikke ejernes pengepung.
Jeg har hele tiden været skeptisk overfor planerne om et højhus. Jeg har lyttet til kritikken, som har været særdeles saglig og velfunderet. Det har overbevist mig om, at der er så mange ting i vejen med projektet, at Kommunalbestyrelsen ikke bør godkende det. Jeg håber, at mine kolleger i Kommunalbestyrelsen vil tage sig tid til at lytte til kritikken og forholde sig fordomsfrit til den. Det har borgerne i Rødovre fortjent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top