Livet efter Fakta
islev-torv_01_110113_BP.jpg
Måske kommer der allerede i dette forår et borgermøde om Islev Torv. Foto: Brian Poulsen
islev De tomme lokaler og dystre udsigter på Islev Torv har fået Rødovre Kommune til at fremrykke en analyse af mulighederne for torvet.

Er der et liv efter Fakta? Det spørgsmål kan forbipasserende på Islev Torv med god ret stille. Svaret afhænger måske af en ny detailhandelanalyse for området.
Den skulle først have været lavet meget senere, men den fastlåste situation med Faktas tomme lokaler, får nu Rødovre Kommune til at fremskynde undersøgelsen.
Og det haster for en gang skyld mere end det jager, mener Konservative Ulla Spangtoft.
“Der skal ske noget med Islev Torv, hellere i dag end i morgen, ellers vil der ikke være forretninger på torvet i ret mange måneder. Pengene til arkitektkonkurrencen er givet dårligt ud, det har jo ikke til ført til noget godt for Islev Torv. Jeg forstår ikke, at kommunalbestyrelsen ikke gjorde en større indsats for at få en konkurrent til Fakta på den nye grund. Jeg mener kommunen har sovet i timen,” skriver hun i et læserbrev på rnn.dk.
“Jeg håber borgmesteren snart vil afholde et borgermøde i Islev. Jeg ved godt der også sker noget i syd, men borgmesteren må også give sig tid til at arrangere et borgermøde i Islev,” tilføjer hun.
Der kommer et borgermøde
 I kølvandet på den nye undersøgelse, lover kommunen dog også at arrangere et borgermøde.
“Vi står med en ny situation, efter Fakta er flyttet fra Islev Torv og har efterladt en tom bygning. Kommunalbestyrelsen deler bekymringen, der er i Islev, og er meget opmærksomme på, at vi skal have løst udfordringerne. Vi arbejder med løsningsforslag på både den korte og den lange bane. På den korte bane er det vigtigt, at vi får sikret, at der fortsat er en dagligvarebutik på Islev Torv. Derfor er vi i dialog med COOP for at finde ud af, hvilke planer, de har med den tomme forretning, de har efterladt. Det er vores klare holdning, at COOP bør frigive lokalerne på torvet, så der kan åbne en ny forretning – og helst en stor dagligvarebutik, der kan tiltrække handlende og dermed også hjælpe det øvrige handelsliv på Islev Torv. Det er det, der skal til, for at give Islev Torv et løft her og nu”, siger borgmester Erik Nielsen.

Nye forhold
 Selvom der netop har været afholdt en stor arkitektkonkurrence for området, er det nødvendigt med en detailhandelsanalyse af mulighederne for handel på torvet, fordi der skal flere nye forhold ind i ligningen.
Den nye undersøgelse skal bl.a. tage højde for, at mange nye familier kommer til Islev i de kommende år. Kommunalbestyrelsen har som bekendt støttet op om og ydet lån til to nye, store boligprojekter, der giver plads til flere borgere i Islev. På Danmarksgrunden (Brunevang 2) bygges 72 nye familieboliger. Længere nede ad Brunevang opføres ca. 100 nye boliger plus renoveringen af de eksisterende.
“Det er vigtigt, at vi nu hurtigt får belyst, hvilke muligheder, der er for at drive detailhandel, som kan tiltrække flere mennesker til området omkring Islev Torv”, siger Erik Nielsen.

Annonce

Gør hvad vi kan
 Borgmesteren understreger, at det er vigtigt, at udfordringerne bliver drøftet i lokalområdet, og han varsler derfor et borgermøde i Islev.
“Vi har en god tradition for at udvikle vores kommune i fællesskab. Det er vigtigt, at vi sammen får drøftet udfordringerne i Islev, og at alle har mulighed for at komme med input. Derfor indkalder kommunen til et borgermøde i Islev, så snart resultaterne fra analysen ligger klar. Det sker forhåbentligt allerede i foråret. Fra kommunens side er vi villige til at gøre, hvad vi kan, og vi har brug for Islevborgernes konstruktive idéer. Jeg håber derfor, at borgerne i Islev møder talstærkt frem til borgermødet, så vi kan få fuld fremdrift på udviklingen af Islev Torv i løbet af 2013”, siger borgmester Erik Nielsen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top