Annonce

Jagter første pirat-point
mike-raade_RMB-FWH_11_150213_BP.jpg
Svenskeren Mike Rådde har været Rødovres bedst producerende back i denne sæson med 13 (0+13) point. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Det er i fire forsøg ikke blevet til point mod Aalborg Pirates, men Rødovre Mighty Bulls får et femte og sidste forsøg i grundspillet i aften, når holdet skøjter på isen i nordjyske Gigantium.

De nordjyske pirater har ladet tyrene gå planken ud i samtlige fire opgør i indeværende sæson. To smalle nederlag på ét mål og to afklapsninger på fire mål har resulteret i en samlet og overbevisende score på 16-6 i Aalborgs favør.

I aften løber Mighty Bulls på isen i Aalborg for anden gang i sæsonen, og selv om kampen ingen placeringsmæssig betydning har for Rødovre, regner holdets canadiske cheftræner alligevel med en fuldgyldig indsats.

Annonce

”Vi skal komme ud til kampen med en positiv attitude og spille smart og simpelt. Som altid er det vigtigt for os at komme med stor fart og være aggressive,” siger Brad Gratton.

Støtte puckføreren
Rødovre har generelt haft det svært i Jylland, men holdet øjner muligheden for point mod et hold, der kæmper for en god placering i toppen.

”Det er desuden vigtigt, at vi hele tiden støtter puckføreren i alle tænkelige situationer. Vi må og skal være klar fra første sekund, og samtlige spillere skal yde deres bedste i alle minutter på udebane mod et hold som Aalborg,” lyder det fra Brad Gratton.

Kvartfinaler snart på plads
Med i alt tre kampe tilbage i grundspillet er det vigtigt for Rødovre at finde ind i slutspilsformen. Kvartfinale-konstellationerne kommer på plads mandag aften live på TV 3 Sport 1 efter sidste grundspilsrunde.

Rødovre må stadig undvære Anders Schultz i Aalborg, men ellers er holdet fit for fight.

Aalborg Pirates mod Rødovre Mighty Bulls begynder kl. 19.30 i Gigantium. Hoveddommerne bliver Jan Bigum og Søren Reis.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top