Annonce


Genoptager ligaen mod rivaler
mike-daugulis_RMB-copenhagen_12_301012_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey AL-Bank Ligaen ruller igen, når Rødovre Mighty Bulls tirsdag aften tager på besøg hos bundholdet og rivalerne fra Copenhagen Hockey. Tyrenes trup har nydt godt af landsholdspausen og er fit for fight.

Landsholdspausen endte med et kedeligt resultat for det danske landshold ved OL-kvalifikationen i Vojens, men for Migthy Bulls har pausen nærmest kun påvirket holdet positivt.

”Vi har haft en god pause og fået ekstra brændstof på til de resterende kampe i grundspillet frem mod playoff. Vi har haft otte gode træninger, og drengene er klar til at spille kamp igen,” siger cheftræner Brad Gratton inden opgøret i Frihedens Idrætscenter tirsdag aften.

Annonce

Masser af video
Den canadiske coach har bestemt ikke spildt tiden de sidste små 10 dage, men har lagt masser af kræfter i at forberede holdet til de sidste seks kampe i grundspillet og så småt set frem mod slutspillet.

”Jeg har haft meget af tid til at gennemse masser af video og til at arbejde med de ting, der skulle forbedres. Som jeg har sagt hele sæsonen, hvis du ikke er klar til at spille vores stil og system, så får vi nogle svære kampe uanset, hvem vi møder,” lyder det.

Copenhagen Hockey har afhændet en håndfuld spillere hen over den seneste måned i erkendelsen af, at de har udspillet deres slutspilschance i denne sæson. Københavnerne har blot 10 point i 35 kampe.

Stærkere foran målet
På trods af, at tyrene på syvendepladsen har 32 point mere end lokalrivalerne, skal naboerne ikke undervurderes. Det understreger Rødovres træner.

”Vi skal være klar fra start og spille aggressivt. Det er også vigtigt, at vi spiller stærkere foran eget net og samler de løse pucke op. Vi skal vinde en mod en-duellerne og omsætte vores målchancer. Samtlige fire kæder skal spille i alle 60 minutter,” slutter Brad Gratton.

Landsholdspausen har som nævnt været god for Mighty Bulls, der har fået et skades- og sygdomspræget mandskab 100 procent klar igen. Samtlige spillere tager dermed turen over kommunegrænsen og iklæder sig Mighty Bulls-trøjen.

Rødovre har været på besøg hos Copenhagen to gange tidligere i sæsonen, og det er begge gange blevet til tre point (5-2 og 3-0, red.). Hjemme i Rødovre Skøjte Arena har tyrene ligeledes haft taget på rivalerne og vundet begge kampe.

Copenhagen Hockey mod Rødovre Mighty Bulls begynder kl. 19 i Frihedens Idrætscenter. Hoveddommerne bliver Chris Deweerdt og Martin Engelhardt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top