Annonce


Gamle mennesker og millionærer!
Chrummer_Uden-navn.jpg
Foto: Sille Olesen
chrumme Jeg tænker nogle gange over Danske Banks reklame, hvor man ser en ben amputeret mand løbe, eller nogle BZ'ere som kaster med sten og sloganet "Denne nye normal kræver nye standarder".

Jeg tænker på, om den ben amputerede mand – med sin invalidepension – eller BZ’eren – på kontanthjælp eller SU – egentlig ville være ønskede kunder i Danske Bank?
Jeg kender to kunder i Danske Bank. Den ene er multimillionær. Han har solgt sit firma og har shoppet rundt for at finde det bedste hvilested til sine penge. Det blev så Danske Bank.
Den anden kunde er 87 år og har intet andet end sin pension, til gengæld har hun været kunde i Danske Bank i mere end 70 år.
Gæt hvem der skal betale 40.- kroner for at hæve i banken og hvem der IKKE skal betale for at hæve i banken?
Min rige ven, er nu en fornuftig mand, men han kunne også være en Stein Bagger. Banken ved det ikke, men de ELSKER ham. Fru Andersen kender de ud og ind og mon ikke hun i sine yngre dage, havde et større arrangement med banken end hun har i dag? – Banken ved det godt, men de hader hende.
Fru Andersen lærer sgu da for helvede ikke at bruge et hævekort. Hun kan ikke huske hvor hun lagde sine tænder, hvordan skal hun kunne huske en PIN-kode?
Hun kan ikke finde ud af at skifte kanal på sit TV. Hvordan skal hun kunne betjene en touch-skærm? Hun vil jo stå og pudse skærmen af for fedtede fingre.
Fru Andersen hæver måske penge 1-2 gange om måneden, men med 4.2 milliarder i overskud, så kan jeg godt se at det bliver svært at afse 80.- til en trofast kunde. Og hvor skal hun i øvrigt hæve pengene henne, når alle filialer lukker og man kun kan komme i banken, hvis du har penge med?
Til gengæld kan min rige ven sætte sig i loungen i lufthavnen og drikke gratis kaffe. Han kan hæve i banken lige så tosset han vil, han kan låne millioner – hvis han har lyst. Få udstedt gave checks. Få kreditkort med en kredit på flere 100.000. IKKE noget problem!
Til gengæld kunne Fru Andersens – og du og jeg – få lov til at finansierer Bankpakke 1 og 2 af vores skattepenge.
Jeg ved godt, at jeg er ved at blive gammel. Men hvor fanden blev anstændigheden af?

2 kommentarer om “Gamle mennesker og millionærer!”

  1. Gitte Andersen siger:

    Kære chrumme-skribent

    Jeg har med stor glæde læst dine mange chrummer i tidens løb, og har nydt at læse om små og store ting som du er faldet over og har undret dig over i din hverdag.

    Jeg må dog indrømme at jeg blev noget overrasket over chrummen i denne uge. Jeg har altid syntes at I på Rødovre Lokal Nyt havde et godt, sobert og meget jordnært forhold til de ting I formidlede, så at læse denne chrumme, som i den grad rider med på en populær bølge af ytringer baseret på uvidenhed, har desværre ændret lidt ved mit syn på Rødovre Lokal Nyt.

    Det handler for mig ikke om at forsvare den ene eller anden part i denne sag, men udelukkende om at jeg undres over at Jeres fremlæggelse til forveksling ligner de ytringer som blev fremført i sensationspressen for et par uger siden, og som siden i den mere seriøse presse er blevet behandlet mere seriøst og på et grundlag af viden om reelle faktiske forhold i stedet for uunderbyggede og usande påstande. Jeg troede faktisk at I var bedre og klogere og havde et andet mål med jeres journalistiske indlæg end BT og Ekstra Bladet !

    Mange hilsner
    Gitte

  2. christian Christensen siger:

    Kære Gitte

    Tak for din mail.

    Jeg er altid glad for feed-back. Godt eller skidt. Jeg er også rigtig glad for at du (generelt) synes om mine Chrummer.

    Jeg vil meget gerne sige til forsvar af “Rødovre Lokal Nyt” at mine Chrummer udelukkende afspejler MIN holdning og ikke avisens. Min klumme er IKKE et journalistisk indlæg, men “blot” en humoristisk klumme, hvor livets genvordigheder ofte bliver vendt på vrangen.

    Denne gang gik det så udover Danske Bank.

    Jeg tror også, at du har gennemskuet, at det som jeg oftest prøver i mine Chrummer er, at sætte tingene på spidsen. Mit idol er drengen fra kejserens nye klæder – ham der råber “jamen han har jo slet ikke noget tøj på!”

    At BT og EB har samme holdning som mig, kan jeg kun beklage. Det har ikke været tilsigtet 😀

    Begge historier er i øvrigt taget ud af virkeligheden. Udover det er jeg selv kunde i Dansk Bank. Så min klumme er dybt forankret i egne erfaringer og ikke i EB og BT og mediernes gennemgang.

    Jeg er selv ekslusiv+ kunde, så jeg har mit på det tørre, men det ændrer ikke på, at jeg synes at Danske Bank behandler fru Andersen rigtigt skidt – og lige meget HVOR seriøs en gennemgang Danske Bank har “forsøgt” at skabe i medierne, så står fru Andersen stadig tilbage med en rigtig dårlig behandling.

    Så før Danske Bank ændrer på det, så er de stadig unanstændige i mine øjne. Om så BT, EB, kristeligt Dagblad, eller du er enige eller uenige med ændrer ikke på min holdning.

    Men jeg sætter oprigtigt pris på og respekterer DIN holdning.

    Mange venlig hilsner
    Christian “Chrumme” Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top