Annonce

Bundhold voldte kvaler
mike-daugulis_RMB-copenhagen_05_301012_BP.jpg
Canadieren Mike Daugulis blev inden kampen kåret til januar måneds spiller i Mighty Bulls. Foto: Arkiv
Ishockey AL-Bank Ligaens bundhold fra Copenhagen Hockey voldte Rødovre Mighty Bulls kvaler lørdag aften, da holdene mødtes i et lokalderby i en gabende tom hal. Tyrene vendte dog et truende nederlag til sejr på 5-3.

Rødovre Mighty Bulls-Copenhagen Hockey 5-3
(2-0, 2-3, 1-0)
02:29 1-0 Jannik Karvinen (Allesøe, Christensen)
06:01 2-0 Andrey Chistyakov (Smidt, Ruelykke) pp2
21:51 2-1 Mads Marker
23:53 2-2 Mads Marker (Cubars, Asperup)
27:58 2-3 Martin Nielsen (Mieritz, Persson)
31:25 3-3 Mike Daugulis (Rådde, Contois) pp1
35:35 4-3 Emil M. Rasmussen (Sørensen, Bergholt)
59:15 5-3 Jannik Karvinen (Contois, Rådde)
Udv.: RMB 5×2, CH 7×2 + 1×10 (Pedersen)+ 1×20 (Lindhøj)
Skud: 39-17 (16-5, 13-6, 10-6)
Tilskuere: 802

Copenhagen havde inden aftenens kamp samlet 10 point sammen i AL-Bank Liagen, men lokalrivalerne tog i den grad fusen på Rødovre i aftenens lokalopgør.

Annonce

Gæsterne bed fra sig og var foran 2-3 i kampen, inden hjemmeholdet skruede bissen på og vendte stillingen til en tomåls-sejr i en skuffende kulisse på en lørdag aften.

Inden starten på første periode blev Mike Daugulis kåret til januar måneds spiller af Rødovre Mighty Bulls Support.

Rødovre dominerende helt og aldeles de første 20 minutter, og med scoringer af Jannik Karvinen og Andrey Chistykov (i 5 mod 3) inden for de første seks minutter, var stillingen 2-0 ved første pause. Reservekeeper Frederik Jakobsen havde fået tjansen fra start og blev kun testet et par gange, mens gæsterne var tættest på med et skud på overliggeren.

Copenhagen vendte stillingen
Den første del af anden periode skulle vise sig at blive alt andet end positiv for tyrene. Inden for de første otte minutter af perioden vendte Copenhagen totalt rundt på stillingen med to mål af Mads Marker (friløbere) og ét af Martin Nielsen, der satte pucken op i hjørnet med baghånden.

De fremmødte tilskuere nev sig formentlig en ekstra gang i armen i troen på, at det var en drøm. Bundproppen fra Hvidovre havde i hvert fald taget fusen på alle.

Mighty Bulls vågnede op og skulle kun bruge et par minutter på at udligne til 3-3. Mike Daugulis udnyttede en ripost tæt under mål, og tyrene havde scoret kampens andet powerplaymål.

Debutmål til Emil Rasmussen
Den unge Emil M. Rasmussen var spilleren, der igen bragte hjemmeholdet foran. Med under fem minutter til pausen sendte han skiven ind bag Copenhagen-målmand Christian Møller til stillingen 4-3. Det var et debutmål til forwarden.

Aftenens komiske indslag fandt sted, da Copenhagens Christoffer Lindhøj blev udvist i to minutter. Det var ikke så meget det, at han faldt ved indstigning i straffeboksen, men mere da han straks efter smed en stol over banden og ind på isen i raseri. Den hændelse takserede dommerne til game misconduct til backen for dårlig opførsel.

Tobias Ruelykke og Patrick Rasmussen udgik begge med småskader i anden periode og var ikke med i de sidste 20 minutter.

Karvinen lukkede og slukkede
Jeff Terminesi satte en solid tackling i begyndelsen af tredje periode, men dommerne takserede den som en charging. Ærgerligt for den canadiske back, der ellers sendte modspilleren i isen med en herretackling.

Copenhagen var langt fra færdige med at jagte point, så Frederik Jakobsen i målet kunne ikke ånde lettet op før 45 sekunder før tid. Her cementerede Jannik Karvinen sejren, da han lukkede og slukkede med målet til 5-3.

Der kunne ikke pilles ved de tre point, der skulle have været sikret før sidste minut. Set over hele kampen var tyrene bedst, men gæsterne havde bestemt deres nærgående forsøg. Et heroisk fightende hold, der kæmper for lidt oprejsning, inden sommerferien for dem begynder om under en måned.

Landsholdspause forude
Frederik Jakobsen kan ikke lastes for nogle af målene, der alle var godt placeret. Flere spillere havde god fart i dag, men skarpheden manglede lidt igen som i fredags mod SønderjyskE. To mål i powerplay var dog en mærkbar præstation af Mighty Bulls.

Et stort minus fra weekendens to hjemmekampe var antallet af fremmødte tilskuere. Trods tilbud på kampene var der under 1.000 til begge kampe. Det er bestemt ikke godt, når der var tale om en fredags- og lørdagskamp.

Nu venter en landsholdspause i næste uge, inden AL-Bank Ligaen genoptages. Rødovre mangler seks kampe i grundspillet, og næste opgør finder sted mod netop Copenhagen på udebane tirsdag den 12. februar.

Pausen kan derfor nu bruges til at få ladet batterierne helt op, inden det gør løs med resten af sæsonen. Småskadede spillere får tid til at blive klar igen.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top