Annonce


Brad Gratton: Hjertet skal med
RMB-soenderjyske_08_251112_BP.jpg
Rødovre-træner Brad Gratton vil gerne have, at spillerne har hjertet med i slutspillet. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Når Rødovre Mighty Bulls indleder playoff på fredag i kvartfinaleserien mod Herning Blue Fox, håber cheftræner Brad Gratton, at spillerne har hjertet med i hver kamp.

Det blev en elendig optakt til slutspillet for cheftræner Brad Gratton og hans tropper hos Mighty Bulls. I grundspillets sidste runde tabte tyrene hjemme med 1-4 til Herlev Eagles.

”Det er aldrig godt, når vi kun scorer ét mål på vores bane. Vi havde slået Herlev hele sæsonen, men vi mødte ikke op mod Herlev, og det gjorde de,” udtaler den canadiske coach.

Annonce

Er Mighty Bulls-spillerne så tilpas ’fitte’, som de bør være på denne tid af sæsonen?

”Ja, det synes jeg. Det er ikke et spørgsmål om at være ’fit’, om vi spiller det rigtige system, træner nok i powerplay eller om forsvaret er dårligt. Det drejer sig om, om spillerne har nok hjerte til at gøre det, der skal til. Det handler ikke om enkelte spillere, men om holdet er forberedt nok og gerne vil vinde,” siger Gratton, der gerne fremhæver et eksempel.

”Jeg kan fremhæve kampen i SønderjyskE tidligere på sæsonen, hvor vi vandt 3-1, fordi vi kom med hjerte, arbejdede hårdt og spillede i 60 minutter.”

Skal møde op
Det er ingen hemmelighed, at Rødovre i indeværende sæson har kæmpet med et hold, der har et af ligaens laveste budgetter. Men det er ingen undskyldning.

”Selv om vi har et lavt budget, betyder det ikke, at drengene ikke kan møde op og være beredte. Jeg vil ikke være negativ på nuværende tidspunkt på vej ind i playoff. Men hvis vi skal have en chance, bliver vi nødt til at være 100 procent ’committed’ til at give alt, hvad vi kan,” forklarer ’Gratts’, der pointerer, at Rødovre har tabt mange kampe med kun ét enkelt mål (11 kampe, red.).

”Folk kan give skylden til det og det, og mig, fordi de synes, jeg gør det et dårligt arbejde. Men hvor mange kampe har vi ikke tabt med kun et enkelt mål. Vi har tabt stort i fire-fem kampe og blev ydmyget i Aalborg. Men vi har tabt mange kampe med ét mål til topholdene, så vores hold kan være med.”

Vinder og taber sammen
Rødovre-træneren vil ikke pege spillere af specifikke spillere, hvis der skulle opstå nogle utilfredsheder.

”Når drengene møder op, kan vi spille op med alle hold. Så jeg vil gerne have, at alle spillere møder op til playoff. Jeg vil ikke sidde og skyde skylden på nogle spillere, men jeg er heller ikke perfekt selv. Vi er en samlet gruppe, så vi holder sammen,” siger han og fortsætter.

”Hvis en eller to spiller bliver beskyldt for noget, rammer det os alle. Vi vinder og taber sammen og kan ikke bruge undskyldninger. Det handler i bund og grund om, at alle har hjertet med og er 100 procent klar.”

Vigtigt med god start
På fredag indledes således kvartfinaleserien ude mod de danske mestre fra Herning. Der venter hård modstand til tyrene fra Vestegnen.

”For at være ærlig, var jeg ligeglad med, hvem vi skulle møde. Det er drengene i omklædningsrummet, der skal vise mig, at de er ’ready to battle’. Men kampene mod Herning bliver hårde, og vigtigt for os at gå ind i første kamp og lægge tonen an,” siger Brad Gratton, der håber på, at slutspilseffekten rammer holdet.

”Man kan have fået masser af point i grundspillet, men nu handler det om en ny start. Nu kan alt det negative puttes væk, og spillerne skal til at vise lederskab på isen.”

Rødovres assisterende træner, Klaus Mønster, tilføjer, at han er overbevist om, at holdet kan levere varen i slutspillet.

”Jeg er sikker på, at drengene kan levere noget i playoff, men alle skal gøre det på samme tid. Vi så, at det kunne lade sig gøre i pokalkampene mod Frederikshavn, hvor vi var tæt på at gå videre,” siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top