Annonce


10 år i naturens tjeneste
bjoernebanden_04_140213_BP.jpg
Bjørnebanden har i årenes løb bestået af mellem 14-20 medllemmer. På billedet ses nogle af gruppens trofste medlemmer. Fra venstre ses: Steen Christiansen, Bent Jensen, Ellen Jensen, Jann Larsen, Ester Larsen, Erik Larsen og Susanne Christiansen. Foto: Brian Poulsen
Bjørnebanden Med skovle og masser af gå-på-mod har Bjørnebanden i 10 år bekæmpet kæmpe-bjørnekloen i Rødovre. "Vi har stort set nedkæmpet bjørnekloen på Vestvolden, men der er stadig masser af tage fat på andre steder i byen," siger en af bandens medlemmer, Bent Jensen.

Tilbage i 2002 besluttede Agenda 21 Gruppen, sammen med Rødovre Kommune, at tage kampen op mod den vildtvoksende kæmpe-bjørneklo. Den invasive plante spredte sig med rasende fart i Rødovre, og en lokal ‘bjørnebande’ så derfor dagens lys.
Udstyret med skovle, og med et ønske om at rydde op i naturen, blæste Bjørnebanden året efter til angreb, og lige siden har de kæmpet en indædt kamp for at komme den giftige plante til livs.
“Det har været et meget stort arbejde. Der er mange frivillige der har lagt rigtig mange timers arbejde i bekæmpelsen, men vores arbejde har også gjort en unik forskel,” fortæller Bent Jensen, der har været med i alle 10 år.
I løbet af de 10 år Bjørnebanden har eksisteret, har de ihærdige frivillige, der gennem årene har bestået af 14 til 20 medlemmer, nedkæmpet, og hold nu godt fast, mere end 175.000 kæmpe-bjørnekloer. Den bedrift betyder i dag, at planten kun findes pletvis på Vestvolden i Rødovre.
“Det har gjort en unik forskel,” fortæller Bent jensen, inden han roser de mange medlemmer der med skovle og spader har taget livet af de mange giftige planter.

Svær opstart
Kæmpe-bjørnekloen er giftig for mennesker, men den er også en stor trussel for alle andre planter, som den skygger ihjel. Bent Jensen husker, at opstarten i 2003 var præget af usikkerhed, da man ikke vidste, hvordan planten skulle håndteres.
“Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forholde os til planten, bl.a. fordi berøring med plantens blade var farligt og kunne give alvorlige mén efterfølgende. Hvis ens hud kommer i berøring med bjørnekloene blade giver det for de fleste et åbent sår der ligner og gebærder sig som et væskende brandsår, der kan være forholdsmæssigt længe om at læges. I værste fald kan en berøring give varig eksem,” forklarer Bent Jensen.
Teknisk Forvaltning udstedte dog nogle rammer til medlemmerne, så de sikkerhedsmæssige aspekter var i orden.
“Alt hud skulle være tildækket. Vi skulle iføre os sikkerhedsbriller og gode hensigtsmæssige arbejdshandsker,” fortæller Bent Jensen.

Annonce

2006 blev vendepunkt
 Antallet af nedkæmpede bjørnekloer er i årenes løb blevet nøje registeret af Bjørnebandens medlemmer i samarbejde med Teknisk Forvaltning. I 2003 måtte 6600 kæmpe-bjørnekloer lade livet, men vendepunktet kom for alvor i de efterfølgende år 2004, 2005 og 2006, hvor Bjørnebandens medlemmer i den grad gik til stålet.
“I 2006 bekæmpede vi i alt 52.500 bjørnekloer, og vi kan nu se, at udviklingen vendte i det år. Der er ikke mange af de giftige planter tilbage på Vestvolden i Rødovre og i Schweizerdalsparken er de fuldstændig nedkæmpet,” siger Bent Jensen.

Fortsætter kampen
 Bjørnebandens medlemmer fortsætter dog ufortrødent deres kamp mod bjørnekloen, for der er ifølge Bent Jensen stadig bjørnekloer der skal bekæmpes, også selvom bestanden er skrumpet betragteligt.
“Ved hjørnet af Roskildevej og Avedøre Havnevej i buskadset mellem garagerne Nørrekær og trådhegnet langs Roskildevej fik Bjørnebanden en bekræftende læring på, hvor hurtigt en udvikling sker, hvis blot en enkelt plante får lov at sætte skærm. Her havde vi ikke været helt så opmærksomme et par år og resultatet var, at for to år siden var der tusindvis nye bjørneklo i området,” forklarer Bent Jensen, inden han fortæller, at Hvissingegrøften ved Islevdalvej også har været en torn i øjet på Bjørnebanden.
Bjørnebanden holder opstartsmøde hvert år i april. Her deler medlemmerne byen op i områder som de enkelte medlemmer får ansvar for. Alle er velkomne til opstartsmødet torsdag den 11. april 2013 kl. 17 – 18.
“Vi mødes altid ved Artillerimagasinet på Voldgaden til venstre for enden af Rødovre Parkvej,” slutter Bent Jensen.
Hvis man aktivt vil støtte sagen, kan man ringe på tlf. 36 41 06 13.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top