Annonce


Tyrene mangler fysik
mathias-bau_RMB-herlev_14_161012_BP.jpg
Mathias Bau Hansen har en mulighed for på sigt at spille sig på A-landsholdet. Det mener ishockeyekspert på TV 3 Sport, Jesper Schultz. Foto: Brian Poulsen
Ishockey Jesper Schultz, ishockeyekspert på TV 3 Sport, savner lidt mere fysisk pondus hos tyrene. Samtidig mener han, at Rødovre har måttet begynde forfra med at udvikle nye backtalenter.

Cheftræner Brad Gratton fra Canada er naturligvis glad for nordamerikanske spillere til sin spillestil. Men passer spillermaterialet overhovedet til holdets nordamerikanske stil?

”I det store hele er det ikke typen af spillere, der er forkert til holdets spillestil, materialet er bare ikke helt stærkt nok til at følge med topholdene, når de spænder skøjterne,” siger ishockeyekspert fra TV 3 Sport, Jesper Schultz.

Annonce

”Et punkt, hvor jeg dog personligt savner lidt mere pondus i Rødovre-truppen, er på fysikken. Daugulis og Smidt kan altså ikke tackle modstanderne i sænk helt alene, og jeg tror altså gerne, Gratton ville have lidt mere fysik bygget ind i spillet.”

Mike Berry er savnet
Jesper Schultz er en af landets førende eksperter i vintersporten og ved en masse om både dansk og international ishockey. Han forsøger at sammenligne Mighty Bulls med sidste sæson.

”Det er jo ikke fordi, der er den helt store forskel på selve holdets personage i forhold til sidste sæson, men når det så er sagt, så er specielt Mike Berry da savnet. Han lavede måske ikke så mange point i forhold til så mange andre udlændinge i dansk ishockey, men for det første var han stærk i begge ender, og for det andet virkede han til at betyde meget som leder på holdet,” lyder det.

Andy Contois har produceret 16 point i 21 kampe i denne sæson, og det er under ’vanlig’ standard for amerikaneren, der også har været skadet. Men det kan der være en naturlig forklaring på.

”Jeg tror bestemt en del af Andy Contois’ faldende produktion hænger sammen med Berrys fravær,” vurderer Schultz.

Tre unge backer forsvandt
I Rødovres backlinie blev der inden sæsonen byttet ud hos især de unge spillere, og det har heller ikke gået forbi hos TV 3 Sport-eksperten.

”Det er også væsentligt, at der forsvandt tre gode, unge backer (Ruelykke, Hansen og Grønvaldt), som jo alt i alt bar en del istid, og som var så “billig arbejdskraft” at de kun har kunnet erstattes med nye, unge spillere,” siger Jesper Schultz.

”Der er de andre hold i højere grad rykket et led længere i udviklingen, hvor Rødovre har måttet starte forfra igen med at udvikle nye unge (Bergholt og Lassen), og så har man rent offensivt ikke fået så meget ud af især Terminesi, som jeg havde regnet med.”

Styrken er fighterånden
Det er kendt for de fleste, at det, der tit bærer Rødovre rigtig langt, er den berømte fighterånd og det stærke sammenhold i truppen. En klar styrke for holdet.

”Der er altid en vis styrke i fighterånden i Rødovre – sådan har det altid været. Det kan meget vel vise sig i slutspillet, men helt ærligt, så bliver det svært uanset modstanderen i kvartfinalen, fordi top-4 er et stykke bedre i år,” forudser Schultz, der fremhæver holdets målmand som en drivkraft.

”Dahm er også klart en styrke – han trækker et kæmpe læs og gør det glimrende. Der er lidt svaghed på holdets bredde, men det er specielt på profilsiden, Rødovres svaghed ligger. Det er åbenlyst, at spillerbudgettet ikke kan følge med topholdene, men det kan talentmassen dog.”

Slutspillet i AL-Bank Ligaen går i gang om cirka halvanden måned, men drengene fra Vestegnen får ifølge Schultz deres sag for i jagten på at avancere til semifinalen.

”Alt kan jo ske i et slutspil, men chancerne er mindre, end de var for to år siden. En del mindre. Det er som om, at den der tendens Rødovre har haft i nogle år med at overpræstere, i forhold til det spillermateriale man har, er forsvundet i år,” udtaler han.

Landsholdsemner i Rødovre
RSIK, amatørafdelingen i Rødovre, har en af landets største talentfabrikker, og spillere herfra bliver løbende indlemmet i Mighty Bulls. Det er også de helt unge talenter fra eliteholdet, der har de største chancer for spilletid på A-landsholdet på et tidspunkt.

”Matias Lassen er helt klart et potentielt landsholdsemne. Han skal selvfølgelig bruge lang tid endnu, men potentialet er helt i top. Ligger vel et sted mellem Mads Bødker og Philip Larsen i potentiale – måske lidt højt sat, men det er meget tidligt, så ingen grund til at afskrive nogen muligheder,” siger Jesper Schultz, der også fremhæver Rødovres fyrtårn.

”Mathias Bau Hansen kan måske også udvikle sig videre. Han synes at have fået fat igen de sidste halvanden års tid, men mangler i høj grad noget stabilitet.”

Jannik Karvinen får også nogle ord med på vejen, men den målfarlige forward skal dog se længere efter landsholdstid.

”Karvinen er heller ikke chanceløs, men som den sniper-type han er, er der bare andre, der er bedre på landsholdet- Selvom han kan lave flere point end andre på landsholdet, mangler han bare andre ting i sit spil,” slutter Jesper Schultz, der vil karakterisere Mighty Bulls ved fighting spirit, stærk talentmasse og tradition.

OBS! Denne artikel var skrevet inden sidste uges tre ligakampe mod Frederikshavn, EfB Ishockey og Odense. Den eneste rettelse, der er gjort, er ændringen til TV 3 Sport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top