Annonce

Troldmanden Manu Katché fortryllede os
manu.jpg
Foto: Martin Dan
koncertanmeldelse Der var dømt jazz i absolut verdensklasse, da Manu Katché og co. besøgte Viften

Udenfor jazzverden er Manu Katché nok mest kendt for at være en del af Stings dream team af et band, der når de stiller i stærkeste hold tæller Chris Botti, Dominic Miller, Christian McBride, Jason Rebello, Kipper, Marcos Suzano, Joy Rose, Jeff Young, og altså Manu Katché, der alle er nogle af verdens bedste musikere på deres givne instrument. Katché var også med i Stings tidligere version af bandet, der også talte legender som Kenny Kirkland og Branford Marsalis. Så når man er i det selskab kan man altså noget.
Og det ved de godt i jazzverden. Her Manu Katché nemlig selv en orkesterleder, sangskriver og en af de bedste trommeslagere der er (og det gælder også bare generelt i musikbranchen).  Som jeg ser det, er der masser af gode trommeslagere i musikbranchen. Det gælder både i jazz og i alt muligt andet. Det er nemt at finde en god trommeslager, der kan binde sange sammen, der kan ligge et nyt lag på og stjæle showet med nogle fede soloer. Men det er meget få, der kan fortælle historier med deres trommer, på den måde som Manu kan. Han kan skabe direkte magi på sine trommer, og der var fyldt godt op med magisk støv i hans tryllestave som han straffer trommerne med, da han besøgte Viften.
Flankeret af Nils Petter-Molvaer på trompet, Tore Brunborg på sax, og Jim Watson på klaver, fik e lang instrumentalt opvisning i hvordan jazz skal spilles. Manu Katché var meget ukrukket placeret længst yderst på scenen, næsten gemt væk, mens hans trio var i fokus mere i centrum på scenen, men der var ingen tvivl om hvem lederen var. Manu var veloplagt, og styrede sikkert løjerne, og var den dominerende skabende kraft i det, der lignede en lang jam session. Vi fik et utroligt lækkert og smooth show, hvor det nærmest var som at sidde og høre et langt nummer, da overgangene fra nummer til nummer var så glidende og velarrangeret, at man bare sad og drømte sig væk. Vi fik alt lige fra kontrolleret og rytmisk støj, til fusion jazz, til blide ballader og i det hele taget et show der emmede af lyst, glæde og tilstedeværelse hos de fire musikere, bedst illustreret ved at man kunne se hvor sjovt de havde det sammen internt med deres leg på scenen. Der var intet at køre den på rutinen her, kun spilleglæden og det at gribe de spontane øjeblikke der opstod.
Det eneste kritik punkt var, at Manu Katché dominerede lige en tand for meget. Når man har en så dygtig mand som Nils Petter-Molvaer med sig, der virkelig kan fyre en sexet trompet af, ligesom også Brunborg og Watson, i de få øjeblikke de fik til at lyse i, hvilket lyste klart, så skulle Manu have lært lidt fra Sting, der netop giver dygtige musikere lyset til at blomstre i. Det havde klædt Manu at fylde lige lidt mindre, og give nogle solide øjeblikke til sine dygtige musikere.
Men det var til at overleve når kvaliteten var så høj som den var. Jeg kan bedst lide jazz er instrumental (når det ikke lige er George Michael eller Sting, der synger jazz naturligvis) da man forbyder sig i musikken på en hel anden måde, nærmest bliver suget ind i den, og føler på en eller anden måde musikken bliver visualiseret gennem ens sanser. Alle får hver sin unikke oplevelse og historie fortalt. Og det var sådan ud ( ind?) af kroppen oplevelse vi fik i selskab med Manu og co. Man følte sig virkeligt inde i musikken frem for at være publikum til en koncert. Og når den slags øjeblikke opstår, jamen så er det jo ægte magi.

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top