Annonce


Snydt for ét point
RH_damer-hvidovre_13_161212_BP.jpg
Foto: Arkiv
Håndbold RHs damer blev i udekampen mod FIF 2 snydt for et vindende mål kort før tid, og holdet måtte derfor nøjes med resultatet 20-20.

FIF 2-RH 20-20

Heldet tilsmilede ikke ligefrem RHs damer, da de søndag var på besøg i Frederiksberg-Hallerne til kampen mod FIF 2 i 2. division øst.

Annonce

Damerne bragte sig faktisk foran med få sekunder igen, men dommerne valgte at fløjte og dermed annullere sejrsscoringen.

”Kort før tid scorede Mia Brøndum fra fløjen, og vi kom dermed foran med én. Dommerne fløjtede dog i situationen for en skadet spiller hos modstanderen, men de erkendte selv, at det var en fejl. Det var bare relativt vigtigt, for målet havde betydet, at vi havde fået to point og ikke ét. Så det var en rigtig ærgerlig fejl,” siger cheftræner Theis Husfeldt.

Dækkede flot op
Kampen var den første efter en længere julepause, og spillerne var ikke helt oppe på det niveau, de vanligvis er.

”Vi dækkede rigtig flot op, og de scorede også kun 20 mål. Men vi havde lidt problemer i angrebsspillet, og det skyldtes formentlig julepausen. Folk var ikke helt oppe i gear efter pausen. FIF er også et godt hold og formentlig det bedste i rækken, og de havde vist ikke tabt siden oktober,” udtaler Husfeldt, der alt i alt er tilfreds med kampen.

”Det var ikke nogen skam at få uafgjort i Frederiksberg Hallen. Jeg var rimelig godt tilfreds med resultatet og indsatsen, og vi kæmpede meget godt.”

Dårlig i overtal
RH producerede gode chancer i overtal, men holdet formåede faktisk ikke at knække hjemmeholdets opdækningskode, og så blev det ren nedtur at være en ekstra spiller på banen.

”Det var ærgerligt, at vi ikke præsterede i overtal. Vi tabte en overtalsperiode med 3-0, og det var simpelthen ikke godt nok; det var for dårligt. Vi tabte bolden for meget og skulle have vundet med én eller to i overtal, hvis vi skulle vinde over FIF,” lyder det fra cheftræneren, der prøver at forklare årsagen til udturen.

”Det blev for febrilsk, og der var alt for mange tekniske fejl. Men vores undertalsspil var egentlig nogenlunde.”

På fredag kl. 19 spiller RHs damer hjemme i Rødovre Stadionhal mod Lyngby HK, og der er visse ting, der skal rettes op på inden dét opgør.

”Vi skal træne overtalsspil og angrebsspil, men det har vi egentlig også gjort til træning. Derfor er jeg også lidt overrasket over kampen mod FIF,” slutter Theis Husfeldt efter det ene point.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top