Annonce

Smidt: Det fedeste jubilæum
michael-smidt_RMB_frederikshavn_09_041212_BP.jpg
Foto: Arkiv
Ishockey Det blev et mindeværdigt jubilæum for kaptajn Michael Smidt, da Rødovre slog Odense på straffeslag foran masser af tilskuere. ”Det var det fedeste jubilæum, jeg har haft, og det kunne næsten ikke være vildere,” siger han.

Michael Smidt vil kunne se tilbage på et succesfuldt jubilæum, når han om mange år tænker tilbage. Kaptajnen førte sit hold frem til en 3-2-sejr over Odense, men det holdt hårdt.

”Vi kom foran 2-0, men vi begyndte at slappe for meget af, og de udlignede til 2-2. Vi skulle i overtid og straffe, så det kunne ikke være vildere. Og så var det bare den fedeste følelse, at vi vandt til sidst. Selvom vi kun fik to point og skulle have haft mere, så kunne vi ligeså godt have tabt til sidst,” siger han iklædt den til formålet designede t-shirt.

Annonce

”Det var det fedeste jubilæum, jeg har haft, og det kunne næsten ikke være vildere. Jeg var glad for, at der kom så mange og støttede op til gratis hockey. Jeg håber, de fik en god oplevelse, selvom lyset gik.”

En fed stemning
Hallen emmede af stemning, og spillerne på isen bemærkede da også det store antal tilskuere, der var sæsonrekord i Rødovre Skøjte Arena.

”Der var en fed stemning, og de fleste folk blev, selvom lyset gik. Sidste gang gik mange, men i dag blev de i hallen og fik det hele med. De blev og heppede på os, og det gav os noget energi til sidst efter at tage sejren. Vi var helt oppe og køre, og følelserne fløj op og ned. Det var så dramatisk, som det kunne være. Lyset gik, og vi vidste ikke, om vi skulle færdigt,” siger Smidt og fortæller om uheld ved straffeslagene.

”Vi var uheldige med fire stolpeskud, og vi skulle have vundet lidt før, men sådan er ishockey. Tilskuerne fik masser af gratis underholdning, som næsten ikke kunne være bedre. Så det var helt fantastisk.”


Kaptajn Michael Smidt modtog blomster og gave fra direktør Brian Møller inden kampen mod Odense. Foto: Steen Marcussen

Stærkere defensiv
Rødovre har skrabet fem point sammen i de seneste to kampe mod Odense, og det er klar fremgang i forhold til kampene forinden.

”Vi er begyndt at spille bedre og har en stærkere defensiv. Vi lukkede kun to mål ind, og spillede bedre i egen zone. Og det hjælper altså på at få nogle point. Nu skal vi bare have styr på målscoringen. Vi brændte tre store chancer i første periode, hvor vi skulle have scoret på mindst én af dem,” udtaler jubilaren.

”Vi har arbejdet for at få vendt tingene, så jeg synes, at vi nu har nået vendepunktet efter de to sejre. Så vi skal blive ved på samme måde og spille godt.”

Morten Allesøe som center
’Smitty’ modtog fortjent hyldest af ’Sumpens’ tilskuere straks efter kampen, og det var et følelsesladet øjeblik for den ihærdige kaptajn. Trøjen er det synlige bevis på den flotte milepæl.

”Trøjen er en, der skal gemmes, og som jeg kan se tilbage på. Jeg er jo ikke færdig med at spille hockey endnu, så må vi se, om jeg når 700 kampe – det ved man aldrig,” slutter Michael Smidt med et stort smil på læben.

Backen Morten Allesøe befandt sig på en noget uvant position, da cheftræner Brad Gratton havde valgt at bruge ham som center med Mike Daugulis og Ulrich Linnet.

”Der manglede tre angribere i forhold til sidste kamp, så træneren ville godt have, at jeg tog en center i dag. Det var svært, og jeg lavede nogle fejl, men det lykkedes da at holde Odense fra at score i fem mod fem,” siger han om den store omvæltning og glæder sig over god opbakning.

”Det var sjovt i dag og dejligt med mange tilskuere – det har der ikke været i lang tid. Der var en helt anden stemning i hallen, så det var fedt.”

Skulle have lukket kampen
Kampen i lørdags og ’returmødet’ var to forskellige opgør, mener den fysisk stærke back.

”Det var en helt anden kamp i dag. Odense spillede ikke deres bedste kamp i lørdags, mens vi spillede en god kamp. Vi spillede også godt i perioder i dag, men det var lidt skidt, at vi lukkede to mål ind i tredje periode,” lyder det fra Morten Allesøe, der ærgrer sig over, at tyrene ikke kunne snuppe alle tre point.

”Det er tilfredsstillende med fem point ud af seks mulige mod Odense, men vi skulle have haft alle tre point i dag. Vi skulle have holdt fast i vores føring og lukket kampen. Jeg synes, vi i store perioder spillede bedre end dem.”

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top